Fortsæt til indhold

Godt nyt for danskere med gæld: Bankernes renter på udlån er faldet

De seneste 18 måneder er det blevet billigere at være kunde i landets banker, viser en ny sammenligning. De største banker har en lavere rentemarginal end de mellemstore banker.

Danmarks Nationalbank i Havnegade. Arkivfoto: Jens Dresling
Finans

Bankernes rentemarginal falder, og det er godt nyt for danskere med gæld.

Nye tal fra Danmarks Nationalbank bearbejdet af Mybanker.dk viser nemlig, at udlånsrenterne i gennemsnit er faldet mere end indlånsrenterne i de seneste ca. 18 måneder.

Og det har fået rentemarginalen – forskellen mellem ud- og indlånsrenterne – til at blive mindre.

»I takt med at Nationalbanken sænker renten, indsnævres rentemarginalen. Tendensen blev forstærket af den priskrig, som bankerne iværksatte sidste år på boligrenterne, som blev sat markant ned,« siger Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker.dk.

Helt konkret er rentemarginalen faldet fra 4,6 pct. i september 2023 til 3,8 pct. i dag. Cheføkonomen understreger, at rentemarginalen er forskellig fra bank til bank.

Hvis en bank har mange og store udlån til kunder med forbrugs- og billån, vil den ofte have en højere rentemarginal end en bank, hvor boligudlån fylder mest.

Det skyldes, at renter på forbrugs- og billån er højere end på boliglån.

»På samme måde vil en bank med mange udstedte prioritetslån ofte have en højere gennemsnitlig indlånsrente, fordi produktet har en tilknyttet indlånskonto, hvor renten er højere end på normale indlånskonti,« siger Jens Hjarsbech.

Mybankers undersøgelse afslører, at de store banker generelt har lavere udlånsrenter end de mellemstore banker.

Det er dog ikke nødvendigvis det samme som, at de mindre banker er dyrere end de store banker.

»De mellemstore banker har i gennemsnit højere udlånsrenter over for deres privatkunder. Det får rentemarginalen til at være større i de mellemstore banker end i de store. Det hænger bl.a. sammen med, at de store banker i langt højere grad tilbyder prioritetslån til deres boligkunder modsat de mindre, som primært fokuserer på realkreditlån ved boligfinansiering,« siger Jens Hjarsbech.

De mindre og mellemstore bankers brancheorganisation afviser, at deres medlemmer er dyrere end de store banker som Nordea, Danske Bank og Jyske Bank.

»Forskellen i rentemarginalen, som har været nogenlunde konstant siden januar 2020, skyldes først og fremmest, at der er forskel på kundegrupperne. Hvis den samme kunde går ind i henholdsvis en stor og en lille bank, vil der ikke være forskel i renterne,« siger Søren Krarup, finans- og ESG-direktør i Lokale Pengeinstitutter.

Også han peger på, at de store banker i højere grad tilbyder boliglån på deres egne bøger, hvor de små og mellemstore banker prioriterer realkreditlån.

»Realkreditlån indgår jo ikke i bankernes rentestatistikker, og derfor tæller de lave renter på realkreditlån ikke med, når der laves en sammenligning som denne fra Nationalbanken og Mybanker,« siger Søren Krarup.

De store banker har typisk også flere kunder i de større byer, hvor boligpriserne er højere og er steget mest.

»Det giver større friværdier end i de mere tyndt befolkede områder, hvor belåningsgraden derfor ofte er højere. Det påvirker også priserne,« siger Søren Krarup, der ikke er et sekund i tvivl om følgende konklusion.

»De små og mellemstore pengeinstitutter er samlet set fuldt ud konkurrencedygtige. Det er vi helt sikre på, hvilket også afspejles i, at de har fået hundredtusinder af nye kunder de seneste mange år,« siger Søren Krarup.

Artiklens emner
Boliglån
Banksektoren