Fortsæt til indhold

Rico Andersen har sikret Danmarks anden unicorn på få uger: »Jeg tror ikke helt, at det er gået op for os endnu«

Fintech-virksomheden Shine er blevet solgt i en kæmpe milliardhandel. Stifteren vurderer, at der er mange flere danske selskaber i samme liga. De venter bare på at komme op til overfladen.

Rico Andersen startede Ageras som 20-årig. I dag er selskabet mere end 1 mia. dollars værd. Foto: Pr
Finans

Champagnepropperne sidder fortsat solidt på de franske bobler.

Faktisk er det ikke helt gået op for stifterne bag det fremadstormende fintechselskab Shine, at de har gjort noget, som bliver bemærket ikke bare på dansk grund, men også internationalt.

Det danskskiftede selskab, der tidligere gik under navnet Ageras Group, har nemlig opnået status som såkaldt unicorn. Det sker, når et selskab runder en værdiansættelse på mere end 1 mia. dollars uden at være børsnoteret.

For Shine har det været muligt, fordi selskabet er blevet opkøbt af den franske gigant Cegid.

Det er anden gang på bare få uger, at et dansk selskab når den værdiansættelse. Tidligere på måneden nåede betalingsselskabet Flatpay også milepælen.

»Jeg er selvfølgelig meget stolt og enormt glad. Det er følsomt at sige farvel til et kapitel, men samtidig åbner vi også et nyt og meget større,« siger Rico Andersen.

I 2012 stiftede han som dengang 20-årig milliardvirksomheden sammen med Martin Hegelund.

Det er ikke mere end fire uger siden, at de første forhandlinger om deres exit af Shine begyndte. Derfor har stifterne endnu heller ikke ladet champagnepropperne springe og fejret salget med hverken medarbejdere, investorer, familie eller hinanden.

»Det er en dejlig følelse, at det ikke kun er os selv, der tænker, at vi er en unicorn. Det føles godt at få bekræftet, men når det er sagt, så tror jeg ikke helt, at det er gået op for os endnu,« siger Rico Andersen.

Den franske koncern Cegid, som ligesom Shine opererer inden for finansielle løsninger til små og mindre virksomheder, har længe været i stifternes bekendtskab. Det var dog først for godt en måned siden, at Rico Andersen og Martin Hegelund blev bevidste om, at den franske kæmpe ville overtage virksomheden.

Kemien var god, og ambitionerne stemte overens. Derfor var det ifølge Rico Andersen »let og hurtig matematik« at sende stifternes virksomhed på nye hænder. Især fordi aftalen indebærer, at Rico Andersen og Martin Hegelund fortsætter som Shines største individuelle hovedaktionærer.

Samtidig beholder stifterne også deres ledelsesansvar og driver forretningen fremadrettet.

»Vi havde ikke de store betænkeligheder ved aftalen. Vi klikkede ved første møde og deler ambitionerne for fremtiden. Vi får en meget større spilleplade og mulighed for at give investorerne det afkast, som de forventer af en virksomhed i vores størrelse,« siger Rico Andersen.

Han fortæller, at han og Martin Hegelund formentlig ikke havde været lige så afklaret om handlen, hvis det lå i aftalen, at de skulle steppe ned i forretningen eller helt forlade driften.

»Selvom der er sket et exit, har vi fået nøglerne til hele forretningen og fortsætter som hidtil bare i en meget større skala,« siger han.

Onsdag informerede han sit team på omkring 400 mennesker om opkøbet. Senere samme dag præsenterede han fremtiden for over 2.000 medarbejdere i Cegid, som fremover kommer under hans ledelse.

»Det er nogle hektiske dage, hvor vi selvfølgelig nyder de små momenter, men samtidig er vi i den grad trukket i arbejdstøjet. Vi har faktisk ikke fejret det endnu. Det skal vi helt sikkert have gjort, men de seneste fire uger har vi ligget underdrejet og haft både mangel på mad og søvn,« siger Shine-grundlæggeren.

Han understreger, at det ikke er nemt at gennemføre en transaktion i den størrelsesorden, som han og Martin Hegelund netop har gjort.

Rico Andersen bor i dag i Frankrig med sin familie. Det samme gør medstifter Martin Hegelund. Foto: Pr

Mangemillionæren kan ikke afsløre den konkrete værdiansættelse i forbindelse med handlen, men han bekræfter over for Finans, at handlen giver Shine unicorn-status. Noget, som stifterne tidligere har sigtet efter ville ske allerede for to år siden.

Når det ikke lykkedes, handler det ifølge Rico Andersen om, at en kapitalforhøjelse eller et exit ikke blev prøvet i markedet.

Hvis det var gjort, mener han, at selskabet kunne have åbnet sin unicorn-status allerede for år tilbage.

I 2024 opkøbte selskabet franske Shine, som også resulterede i navneskiftet fra Ageras til Shine. Det satte ambitioner om en unicorn-status på pause, fordi den franske virksomhed lavede et underskud ved opkøbet.

Shine fik dog på kort tid vendt »en stor tabsgivende forretning til et godt resultat«.

»Jeg tror, at der er mange flere unicorns derude, som ligger og venter på at komme op til overfladen. Det ser ikke så mørkt ud, som vi nogle gange går og tror. Danmark kan blive meget bedre til at skabe milliardvirksomheder, men vi skal huske på, at det først sker, når der sker en transaktion. Det er ikke altid, at det giver mening. Det oplevede vi selv efter opkøbet,« siger Rico Andersen.

Han gør det samtidig klart, at Shine i forbindelse med Cegids opkøb egentlig ikke var til salg. Ambitionen var at sikre ny kapital, indtil muligheden for et opkøb bød sig.

Både Rico Andersen og Matin Hegelund flyttede for et års tid siden til Frankrig. Det skete samtidig med Shines opkøb og navneskift.

Ifølge stifterne var det nødvendigt for at sikre en god integration af daværende Ageras og Shine. Samtidig mener de, at der er helt andre muligheder, fordi økonomien og iværksætterkulturen er anderledes end det, vi kender herhjemmefra.

Kunne I have sikret unicorn-status, hvis I var blevet på dansk jord?

»Det tror jeg faktisk ikke. Danmark har bare nogle begrænsninger, når vi kun er 5 mio. mennesker og langt færre virksomheder end i de større europæiske økonomier. Vi har altid fokuseret internationalt, og derfor har vi også været nødt til at gøre op med os selv, om det alene kan drives fra Danmark, eller om vi var nødt til også at lokalisere os i en større økonomi,« siger Rico Andersen.

Efter Cegids opkøb vil Shine servicere omkring 1 mio. små og mindre virksomheder og 15.000 revisionshuse i både Frankrig, Tyskland, Spanien, Portugal, Holland og Danmark.

Om seks år forventer Shine at have 6 mio. europæiske virksomheder i forretningen.

»Ambitionen om at bygge Europas største platform for finansielle servicer for små og mellemstore virksomheder, revisorer og bogholdere er lige pludselig kommet i sigte. Det går vi benhårdt efter,« understreger Rico Andersen.

Han fortæller, at han i øjeblikket ikke ser nogle begrænsninger for, hvor stor fintech-virksomheden kan blive.

»Det er klart, at jeg kigger på selskaber som Revolut. De har gjort det helt fantastisk. Vores plan er at blive en lige så stor spiller, men vi kommer ikke til at udvide til privat-segmentet, som Revolut især slår sig op på. Det handler om at holde fokus for at skabe succes i forretningslivet,« siger han.

Han slår fast, at Shine allerede »bider stort«. Derfor er der ifølge ham behov for fokus fremfor at jagte markedsandele inden for nye forretningsområdet.

Tidligere ejede Rico Andersen og Martin Hegelund hver ca. 10 pct. af Shine.

Stifterne ønsker ikke at oplyse, hvor stor en ejerandel de sidder på efter opkøbet.