Sidste år i spidsen for Saxo Bank: Kim Fournais fik flere millioner i lønposen
Den nu tidligere adm. direktør i Saxo Bank, Kim Fournais, steg knap 18 pct. i løn sidste år. Dermed indskriver han sig som en af de højestlønnede topchefer i den danske banksektor.
Kim Fournais’ sidste år i spidsen for Saxo Bank blev et særdeles indbringende et af slagsen.
Efter mere end tre årtier er grundlæggeren fortid som direktør hos den danske investeringsbank. Det sker, efter størstedelen af banken er blevet opkøbt af den schweiziske velhaverbank J. Safra Sarasin Group, og bankgruppens nu tidligere adm. direktør har sat sig selv i spidsen for Saxo Bank.
I bankens vederlagsrapport for 2025, der sammen med årsregnskabet er offentliggjort tirsdag, fremgår det, at den nu tidligere topchef hev 20,7 mio. kr. hjem i løn. Det er en stigning på knap 18 pct.
I 2024 tjente topchefen 17,6 mio. kr. og gik tilbage i løn, til trods for at Saxo Bank leverede sit hidtil bedste regnskab.
Ingen i Saxo Bank ønsker at kommentere lønstigningen. Ligesom ingen fra banken har villet stille op til interview i forbindelse med årsregnskabet, der er offentliggjort tirsdag.
Kim Fournais’ lønhop kommer i et år, hvor Saxo Banks bundlinje er dykket markant.

