Anbefalinger fra eksperter: Sådan kan ATP øge afkastet
Efter mere end et års analyse frikender en arbejdsgruppe ATP's kritiserede investeringsstrategi.
Arbejdsgruppen, som har gransket ATP’s investeringsstrategi og er bestilt af ATP selv, vurderer efter 14 måneders analyse, at pensionskassen overordnet set gør det godt.
Det kom frem på et pressemøde, som arbejdsgruppen, med tidligere tilsynsdirektør Jesper Berg i spidsen, afholdt på hotellet NH Collection Copenhagen i konferencelokalet Skagen med direkte udsigt ud over Københavns havn.
Arbejdsgruppen kommer med i alt otte anbefalinger - bl.a. at ATP overvejer den risiko, som selskabet løber i dets investeringsportefølje, ligesom ATP bør kigge på mængden af de illikvide investeringer.


