Fortsæt til indhold

Ny regning truer forsikringsbranchen: Frygter højere udgifter til erstatningsansvar

Forårets arbejdsskadedom kan få betydning for erstatningerne inden for erstatningsansvar. F&P vil have ændret reglerne.

Erstatningsansvarsloven dækker bl.a. ved personskade ved et biluheld, hvis nogen kan gøres erstatningsansvarlig. Foto: Finn Frandsen
Finans

Forårets højesteretsdom betyder, at langt flere kan få erstatning for tab af erhvervsevne ved en arbejdsskade. Men de samme regler gælder også i helt almindelige erstatningsansvarssager, og det kan potentielt koste forsikringsbranchen dyrt.

Det hul vil forsikringsbranchens interesseorganisation F&P lukke.

»For os er det afgørende, at man ikke overser erstatningsansvarsområdet, når der nu foretages ændringer af arbejdsskadesikringsloven,« siger Thomas Brenøe, direktør for regulering og politik i F&P.

Arbejdsskadeloven gælder ved skader i arbejdstiden, der skyldes arbejdsforholdene. Det er ikke et krav, at nogen er ansvarlig for skaden.

Erstatningsansvarsloven gælder også i fritiden, hvis nogen kan gøres erstatningsansvarlig for skaden. Det kan f.eks. være en personskade opstået som følge af et færdselsuheld. Hvis arbejdsgiveren eller andre er erstatningsansvarlige for en arbejdsskade, er der også krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven.

Med Højesterets dom i foråret blev det slået fast, at der skal udbetales erstatning for tab af erhvervsevne ved arbejdsskader, hvor der er et klart og varigt tab af erhvervsevne på minimum 5 pct., og med en erstatning svarende til 15 pct. tab af erhvervsevne.