Horsens viser vejen: Mobilbetalinger skal erstatte kontanter
Byens borgere skal kunne betale mobilt alle steder i Horsens inden sommer.
86.000 indbyggere i Horsens skal være forsøgskaniner i kommunens vision om at skabe et kontantløst samfund.
Både politikere og forretninger vil gå efter at erstatte kontanter med mobilbetalinger. Foreløbig har 50 butikker og 44 kommunale steder - blandt andet biblioteker og svømmehaller - gjort det muligt at betale med Danske Banks betalingsløsning MobilePay.
Ambitionen er, at byens borgere skal kunne betale mobilt i samtlige butikker og offentlige steder inden sommer, og på lidt længere sigt skal kontanterne helt væk.
»Det er jo den vej, det går. Kontanterne ryger ud på et tidspunkt, og vi vil gerne være på forkant med den udvikling,« siger Pernille Perigaard, der er chef i cityforeningen City Horsens.
Hun forventer, at mobile betalingsløsninger vil kunne fremme salget og gøre butikkerne mere effektive. Samtidig vil de gøre det mere sikkert at være butiksdrivende i Danmark.
»Hvis man afskaffer kontanter, skal butikkerne ikke længere hen og aflevere deres kontanter i døgnboksen. Det er altid en udfordring med håndteringen af kontanter. Nogle steder er der af sikkerhedsmæssige grunde to mand, der dagligt skal hen og aflevere kontanter,« siger Pernille Perigaard.
Det er byens politikere med borgmester Peter Sørensen (S) i spidsen, der har taget initiativ til projekt afskaf kontanterne.
»På sigt vil vi gerne afskaffe kontanter. Håndtering af kontanter er tidskrævende og rummer en sikkerhedsrisiko. Når det er sagt, skal der selvfølgelig stadig være plads til at borgere, som foretrækker sedler og mønter, kan betale på den facon,« siger borgmester Peter Sørensen.
Danske Bank glæder sig over initiativet i Horsens.
»Vi er i dialog med rigtig mange kommuner om mobil betaling, og alle har reageret positivt på vores henvendelse. Nogle kommuner er i stand til at løfte det til et nyt niveau, og her er Horsens altså helt i front,« siger Mark Wraa-Hansen, chef for Danske Banks MobilePay-division.
Han regner med at få alle de erhvervsdrivende i Horsens midtby til at bruge MobilePay inden længe, og oplyser at butikker og forretninger ikke betaler abonnement for at tilbyde kunderne at betale med mobilen, men at det koster en pct. af salgsprisen. For privatkunderne er det gratis at betale med den mobile tjeneste.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.