Fortsæt til indhold

Mobilepay får festivaldebut i Skanderborg

Danske Bank og Smukfest i Skanderborg går i denne uge i luften med mobilbetaling på en festival. Der er store perspektiver for begge parter.

Smukfests økonomichef Betina Lykke Andersen på taskeindkøb i Smukshoppen Sherwood på festivalpladsen med Mobilepay.
Finans

Når Smukfest 2015 onsdag officielt åbner i bøgeskoven ved Skanderborg, bliver det med Danske Banks populære betalingsapp Mobilepay som deltager.

Danske Bank og Smukfest kører et pilotprojekt, hvor det ved ca. 15-20 kasser i Zanzi Bar, SmukShop Bøgescenerne og Smukshop Sherwood bliver muligt at betale med Mobilepay. For begge parter er der store perspektiver i pilotprojektet.

Det er noget af en milepæl for os.
Mark Wraa-Hansen, chef for Mobilepay i Danske Bank.

Danske Bank oplyser, at banken i længere tid har haft forespørgsler fra mange festivaler, events og transportselskaber til lands, til vands og i luften, som gerne vil bruge teknologien, men hvor der kan være udfordringer med en dårlig mobildækning og et stort pres, fordi mange mennesker er samlet på et lille sted.

»Vi kan levere til alle dem i 2016, hvis pilotprojektet bliver en succes. Så det er noget af en milepæl for os,« siger Mark Wraa-Hansen, chef for Danske Banks Mobilepay-division.

Arbejdet med at skrue en løsning sammen til Smukfest betyder, at det snart bliver teknologisk muligt at sidde i en flyver i skyerne og betale for øl og peanuts med Mobilepay eller at bestille og betale den store stadionplatte med mobilen og få den leveret til ens plads, når man er til superligafodbold i weekenden.

»Det vil være muligt, men alt med Mobilepay afhænger af kunderne. Vi er i dialog med mange kunder inden for dette område, men deres ambitionsniveau afgør, hvad der realiseres. Vi er klar,« siger Mark Wraa-Hansen.

2015 bliver året, hvor Mobilepay får den store masseudbredelse blandt virksomheder.
Mark Wraa-Hansen, chef for Mobilepay i Danske Bank.

Det lykkedes ikke at skrue en ordentlig løsning sammen til årets Roskilde Festival. Der testede Danske Bank en løsning, hvor kunderne skulle overføre penge ved at indtaste et mobilnummer. På Skanderborg testes en mere avanceret løsning med en lille boks, som kobles til kasseapparatet. Den løsning lancerede Danske Bank tidligere i år, og der er allerede solgt 13.000 bokse til detailhandlen.

»2015 bliver året, hvor Mobilepay får den store masseudbredelse blandt virksomheder. Det tør jeg godt fastslå med den efterspørgsel, som vi har oplevet, og med de aftaler, som jeg allerede nu ved er på vej i andet halvår,« siger Mark Wraa-Hansen.

Smukfest understreger, at festivalen ikke er gift med Mobilepay og i fremtiden lige så gerne indgår aftaler med andre såsom Swipp, hvis de er klar. Men flytningen af betalinger fra den fysiske til den digitale verden er en kæmpe fordel, understreger festivalens økonomichef.

Hvert år ringer festivalen til Danske Bank og fortæller, hvor mange byttepenge den skal have i mønter. De leveres - fire tons - hvorefter de tælles, pakkes og bæres ud i alle boder, så de har byttepenge. Der er seks dankortboder på festivalen, hvor kunder kan hæve f.eks. 500 kr. Hvis de bruges i en bar, skal den ansatte tælle dem, hvorefter de skal tilbage til banken, hvor de skal tælles og registreres.

»Det er manuelt arbejde. Det er tungt, tidskrævende og på en måde også risikabelt,« siger Betina Lykke Andersen, økonomichef for Smukfest.

Jeg er spændt på at komme ud til en bar, når der er travlt, og se, hvor hurtigt det egentlig går.
Betina Lykke Andersen, økonomichef for Smukfest.

Festivalen indførte i 2013 en chip, som gæsterne har om armen, og som udover at fungere som adgangsbevis kan bruges til betalinger. Det første år flyttede 23 pct. af omsætningen over på chippen, mens den sidste år stod for 43 pct. af festivalens omsætning.

»Vi kan tydeligt mærke, at en større del af betalingerne flyttes til den digitale verden. Det er en stor lettelse, for vi flytter mange penge rundt,« siger Betina Lykke Andersen.

Hun glæder sig til at se Mobilepay-løsningen i brug i praksis på festivalpladsen og udover spændingen ved at se, om løsningen overhovedet virker, når der er tryk på, er hun også spændt på et teste hastigheden.

»Dankort er for langsomt, når mange kunder står i kø ved en bar og skal betale. Mobilepay er hurtigere end dankort, men stadig ikke så hurtigt som chippen, som tager fire sekunder. Jeg er spændt på at komme ud til en bar, når der er travlt, og se, hvor hurtigt det egentlig går,« siger Betina Lykke Andersen.

I ugens løb har gæsterne haft mulighed for at benytte Mobilepay, og det er indtil videre gået uden problemer. Smukfest er klar til at indføre mobilbetalinger i fuld skala på næste års festival, hvis pilotprojektet ender som en succes.

»Men ikke kun med Mobilepay. Vi vil også gerne tage Swipp eller andre ind, for vi forsøger at ramme vores gæster så bredt som muligt,« siger Betina Lykke Andersen.

Samtidig med pilotprojektet hæver Danske Bank den daglige beløbsgrænse for brugere af Mobilepay fra 2.000 til 3.000 kr. - det sker med virkning fra den 6. august. I webshops er der dog ingen beløbsgrænse.

»Det er vores strategi at hæve beløbsgrænserne i takt med kundernes efterspørgsel. I dag er gennemsnitsbetalingen 300 kr.,« siger Mark Wraa-Hansen

Der blev sidste år omsat for 49 mio. kr. i boderne på Smukfest.

Artiklens emner
Smukfest
MobilePay