VW-skandalen koster nu kunder
Færre danskere ønsker at købe en VW, efter det er kommet frem, at bilproducenten har fusket med en dieselmotors forurening.
VW-skandalen ser nu ud til konkret at koste bilproducenten kunder. En ny undersøgelse viser nemlig, at 16,6 pct. af tidligere potentielle VW-købere ikke længere ønsker at købe bilen.
Der er samtidig langt flere bilejere, som ikke længere kan finde på at røre bilen med en ildtang – faktisk er der tale om en stigning fra 2,7 pct. til 6,6 pct. af bilkøberne.
»Det er meget alvorligt. Der er sket et betragteligt skred i bilejeres opfattelse af VW, og hvis folk virkelig holder fast i deres opfattelse, betyder det, at bilmærket vil sælge 16,6 pct. færre biler. Det kan altså mærkes,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter, som hver eneste uge måler danskernes købsintentioner og oplevelser af de forskellige bilmærker.
Han hæfter sig ved, at bilen er strøget med raketfart op på listen over biler, som er i ”bad standing”.
»Bortset fra Toyota var VW det bilmærke i Danmark, som færrest betragtede som en bil med dårligt omdømme. Men det er der ændret markant på, så langt flere nu betragter VW som et bad brand,« siger Christian Stjer.
Han understreger, at skandalen smitter af på danskernes syn på hele VW-koncernen, som også består af Audi, Skoda, Seat og Porsche. Samlet set ønsker 8,8 pct. færre bilejere i dag at købe en bil fra koncernen.
»Men det skal siges, at denne måling blev færdig, før det kom frem, at de andre bilmærker under VW-koncernen også havde snydt på vægten i forhold til bilernes forurening. Jeg kan derfor godt frygte, at det kommer til at se meget værre ud i løbet af den næste uge,« siger Christian Stjer.
VW oplyser i en mail til Finans, at bilproducenten ikke har registreret en mindre interesse i dens biler. Kunderne er undrende over for, hvad der sker, men de har tillid til, at Volkswagen får løst problemet.
Bilproducenten understreger samtidig, at den på papiret voldsomme stigning på 164 pct. af bilejere, som aldrig kunne drømme om at købe en VW netop kun er voldsom på papiret, fordi udgangspunktet var lavt. Kun 2,5 pct. af danskerne kunne ikke finde på at købe en VW før skandalen med en diesellmotors forurening - et tal, der som nævnt er steget til 6,6 pct.
Vi har oplevet en stigende interesse efter vores biler.Erik Morsing, informationschef i Opel Danmark.
De konkurrerende bilmærker har på nuværende tidspunkt ikke mærket en effekt af VW-sagen.
»Vi mærker en god trafik i butikkerne. Men det er svært at sige, om det skyldes, at vi er ved at lancere nye modeller af C-Max, S-Max og Glalaxy, som er vores store familiebiler, eller om det skyldes andre faktorer,« siger Lene Dahlquist, pressechef i Ford.
Samme melding kommer fra Opel.
»Vi har oplevet en stigende interesse efter vores biler, men det skyldes først og fremmest, at vi har fået en ny bil i A-segmentet – nemlig Opel Karl, som vi har manglet, når man tager danskernes efterspørgsel efter biler i betragtning. Vi har ikke registreret forandringer, som følge af VW-historierne,« siger Erik Morsing, informationschef i Opel Danmark.
Se her Voxmeter-undersøgelsens resultater. 1.000 danskere har svaret:
| KØBSINTENTION: Biler bilfolket helst vil købe. (Har haft mulighed for at svare op til 3 mærker) | Før skandale | Efter skandale |
|---|---|---|
| VW | 32,50% | 27,10% |
| Tab på | 16,6% | |
| VW-familien under ét (VW, Audi, Skoda) | 61,00% | 56,50% |
| Tab på | 8,8% | |
| Andre bilmærker under ét | 87,80% | 91,00% |
| Stigning på | 3,6% | |
| BAD BRANDS: Biler bilfolket aldrig kunne drømme om at købe (Har haft mulighed for at svare op til 3 mærker) | Før skandale | Efter skandale |
| VW | 2,50% | 6,60% |
| Stigning på | 164,0% | |
| VW-familien under ét (VW, Audi, Skoda) | 18,10% | 21,20% |
| Stigning på | 17,1% | |
| Andre bilmærker under ét | 78,10% | 79,70% |
| Stigning på | 2,0% |

