Fortsæt til indhold

Eliten fortrænger almindelige kunder fra Nykredits repræsentantskab

Mens Nykredits repræsentantskab svømmer i direktører, er det svært selv med det største forstørrelsesglas at finde almindelige kunder.

Finans

Selvom Nykredit bryster sig af at være kundeejet, er det svært at finde helt almindelige kunder i repræsentantskabet, som repræsenterer kunderne.

En gennemgang viser nemlig, at der sidder 64 direktører, 9 advokater, 6 gårdejere og et miks af hofdamer, godsejere, professorer, ledere, specialister og ingeniører i repræsentantskabet – i alt 99 medlemmer, hvoraf 98 i øvrigt er udpeget af bestyrelsen selv.

Forbrugerrådet undrer sig over sammensætningen.

»Det kan være svært at se, at Nykredit er kundeejet. Når man, som selskabet ofte gør, bryster sig af et kundedemokrati, bør repræsentantskabet også afspejle kundemassen i et vist omfang, og det er bestemt ikke tilfældet her,« siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han understreger, at han intet har imod veluddannede folk.

»Men helt almindelige kunder bliver jo ramt af de stigende bidragssatser i lige så høj grad. Måske gør det endda lidt mere ondt på dem. Derfor bør de også være repræsenteret,« siger Morten Bruun Pedersen.

Problemet er bare, at det er ovenud svært for almindelige Nykredit- og Totalkredit-kunder at blive valgt ind i repræsentantskabet.

Det virker som om, at bestyrelsen ikke mener det alvorligt, når den taler om demokrati.
Rasmus Visby, kunde i Totalkredit og selvstændig erhvervsdrivende.

»Det er stort set umuligt. Du skal virkelig forberede dig grundigt og bruge meget tid. Det virker som om, at bestyrelsen ikke mener det alvorligt, når den taler om demokrati, men helst ser dens egne kandidater blive valgt ind uden kampvalg,« siger Rasmus Visby, kunde i Totalkredit og opretter af hjemmesiden consum.dk, hvor kunder kan blive hjulpet til at stille op eller hjælpe andre med at stille op i deres egen valgkreds.

Nykredit, der ejer Totalkredit, erkender, at repræsentantskabet er elitært.

»Der er lidt for mange mænd i 50’erne med slips og lange uddannelser. Det ved vi godt, og vi vil også gerne have mere diversitet i form af mere erhvervsmæssig bredde, flere kvinder og yngre kandidater. Det kigger vi også på, når vi opstiller nye kandidater,« siger Nina Smith, næstformand i Foreningen Nykredit og medlem af Nykredits bestyrelse og til daglig professor ved Aarhus Universitet.

I januar er der valg til Nykredits repræsentantskab - også for de Totalkreditkunder, som har meldt sig ind i Foreningen Nykredit før december, hvor valget bliver udskrevet.

Artiklens emner
Forbrugerrådet Tænk
Totalkredit