Forskellen på svage og stærke banker er historisk stor
De mest risikable banker betaler nu fem gange mere for at låne penge end de mest sikre.
Det er ualmindeligt dyrt at være fattig. Danmarks mest risikable banker betaler nu fem gange mere end de bedste banker, når de låner penge af investorerne.
Det viser den årlige undersøgelse af, hvor dyrt eller billigt de danske banker finansierer sig.
Og jo dyrere en bank finansierer sig, jo mere risikabel vurderer markedet den til at være.
»Forskellen på de banker, som finansierer sig dyrt og dem, som finansierer sig billigt, har aldrig været større end nu – den er faktisk tredoblet siden 2007,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet og forskeren bag undersøgelsen, som bankdirektørerne frygter, fordi den udpeger de mest risikable og problemfyldte banker.
Det er resultatet af, at vi er finansieret med statslig hybridkapital.
Lars Krull mener, at det er svært for de dyre banker at overleve konkurrencen med de billigste. Historien viser da også, at mange af de banker, som markedet i tidligere år har vurderet som de mest risikable, ikke længere eksisterer.
Dette års bundprop er Vestjysk Bank, som staten modvilligt ejer mere end 80 pct. af. Bankens direktør er ikke overrasket over placeringen.
»Sådan var det jo også sidste år. Det er resultatet af, at vi er finansieret med statslig hybridkapital, som vi betaler omkring 10 pct. for i rente. Det får os til at se dårlige ud i en sammenligning som denne,« siger Michael Nelander Petersen, bankdirektør i Vestjysk Bank.
Danmarks næstmest risikable banker er Sparekassen Sjælland og Østjydsk Bank. Topchefen i sidstnævnte erkender, at banken har haft store udfordringer.
»Når vi har så høj en fundingomkostning, som vi har, er det bl.a. et resultat af bankens kapitalsituation. Det er en af årsagerne til, at vi sidst i 2015 gennemførte en rekapitalisering af banken,« siger direktør Max Hovedskov.
I den modsatte ende ligger Nykredit Bank og Sydbank. Mens Vestjysk Bank i gennemsnit betalte 1,38 pct. i rente for fundingen, skulle Nykredit Bank og Sydbank kun af med 0,27 pct.
»Såfremt Lars Krulls opgørelse er korrekt, er det positivt og glædeligt for Sydbank. Især fordi der er en skrap konkurrence i sektoren i øjeblikket,« siger Jørn Adam Møller, økonomidirektør i Sydbank.