Flygtningeboliger er udsatte: Forsikringsselskaber hæver priserne
Forsikringsselskaberne stiller større krav og kræver flere penge, når kommuner opretter flygtningecentre rundt om i kommunale bygninger.
Forsikringsselskaberne skærper nu kravene og hæver priserne, når de skal forsikre de boliger, som kommunerne bruger til at huse de flygtninge og migranter, som kommer til Danmark.
Det viser en rundringning til en række forsikringsmæglere, forsikringsselskaber og kommuner.
Forsikringsselskaberne ser nemlig en øget risiko, når de skal forsikre ejendomme, der huser flygtninge.
»Der er en højere risiko, når bygninger anvendes til flygtningeboliger. Det viser de historiske data, og det er ikke overraskende, hvis vi ser på erfaringerne fra Norge og Sverige,« siger Lars Kronborg, direktør i Gjensidige.
Problemet er bl.a., at nogle flygtninge og migranter ikke har helt styr på, hvordan man bruger elektroniske apparater og hårde hvidevarer korrekt. Det kan føre til brande eller skader på bygningerne, som forsikringsselskaberne så skal erstatte.
Her har vi at gøre med en ny type risici, som vi selvfølgelig også regner ind i prisen.Mads Houe, , pressechef i Codan.
»Det kan skyldes udefrakommende vandalisme eller skader, som kommer indefra, grundet manglende viden om f.eks. brug af el-apparater. Men erfaringen viser, at der er forskellige risikoniveauer, og når man driver forsikringsforretning, prissætter man ud fra risikoen,« siger Lars Kronborg.
Forsikringsselskabet Codan er også i gang med at kigge på prisen på forsikringerne.
»Vi lever af at udregne prisen på risici, og her har vi at gøre med en ny type risici, som vi selvfølgelig også regner ind i prisen. Vi vurderer de enkelte ejendomme og tilfælde individuelt og sætter prisen og selvrisikoen derefter,« siger Mads Houe, pressechef i Codan.
Alm. Brand Forsikring siger, at selskabet endnu ikke har hævet priserne på forsikring af kommunale ejendomme, som anvendes til at huse flygtninge.
»Men vi rådgiver kommunerne til, at der skal være sikre flugtveje, brandslukkere og røgalarmer. Vi er også opmærksomme på de ulykkelige tilfælde i udlandet, hvor udefrakommende har sat ild til ejendomme, som huser flygtninge, og derfor opfordrer vi kommunerne til, at der rundt om ejendommen sættes automatisk lys op og overvågningskameraer, ligesom vi i enkelte tilfælde også har anbefalet at sætte et hegn op,« siger Susanne Biltoft, kommunikationsdirektør i Alm. Brand.
Skanderborg er en af de kommuner, som har mærket forsikringsselskabernes nye krav. Kommunens nuværende forsikringsaftale udløber ved årsskiftet, og den er derfor i gang med at forberede det kommende udbud.
»Forsikringsselskaberne er helt klart i gang med at skærpe kravene, når man anvender bygninger til at huse flygtninge. Det er ikke sådan, at de ikke vil forsikre os, men jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde for de fremtidige forsikringspræmier,« siger Lisette Rosenstand, risikorådgiver i Skanderborg Kommune.

