Fortsæt til indhold

WWF Verdensnaturfonden sender medarbejdernes pensionspenge i olieselskabernes lommer

Verdensnaturfondens danske medarbejdere investerer i globale olieselskaber via deres pensionsopsparinger i PFA. I tre år har klimaforkæmperne forsøgt at få PFA til at rette ind.

Ifølge en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden har ingen af de 16 største danske pensionsselskaber en målsætning om at frasælge deres investeringer i olie og kul.
Finans

Mens medarbejderne i WWF Verdensnaturfonden kæmper for at få afskaffet fossile brændstoffer, investerer de i en række af verdens største olieselskaber via deres pensionsopsparing. Det er konsekvensen af, at organisationen har indgået en pensionsaftale med PFA Pension, som bl.a. har aktier i oliegiganterne Shell, BP, Exxon Mobil og Chevron.

John Nordbo, der er klimachef i WWF, har i tre år været i dialog med PFA for at få dem til at droppe investeringer i kul og olie. Indtil nu har WWF accepteret PFA's hensigtserklæringer om at investere mere klimavenligt.

»Vi nogle klare forventninger til, at der vil ske noget på det område. Afhængig af, hvor seriøse de tiltag bliver, må vi så overveje, om vi fortsat skal have PFA som vores pensionsselskab,« siger John Nordbo.

I har været i dialog i tre år. Hvor lang er din tålmodighed?

»Jeg synes, at der har været et rimeligt tempo i tingene på det seneste. Men det er klart, at vi snart forventer at se noget konkret fra PFA,« siger han.

WWF er dermed havnet i en situation, der minder om Kræftens Bekæmpelse, hvor medarbejderne investerer i tobaksaktier via deres pensionsordning i PFA.

Det er stærkt kritisabelt, at hele den danske pensionsbranche ignorer den 2-graders klimamålsætning, som resten af verden har taget på sig.
John Nordbo, klimachef i WWF

Problemet er ifølge John Nordbo, at der ikke findes et godt alternativ på klimaområdet. Tidligere på ugen udsendte WWF en undersøgelse om, at alle de store danske pensionsselskaber holder fast i kul- og olieinvesteringer.

»Det er stærkt kritisabelt, at hele den danske pensionsbranche ignorerer den 2-graders klimamålsætning, som resten af verden har taget på sig,« siger John Nordbo.

Greenpeace, der ligeledes går foran i klimakampen, har indgået en aftale med Merkur Andelskasse og AP Pension, der har etableret en særlig pensionspulje med klimavenlige investeringer. Den ordning har WWF hidtil afvist, fordi AP Pension som helhed kommer ud blandt bundskraberne i WWF's undersøgelse af pensionsselskabernes klimainvesteringer.

I PFA vil man ikke give nogle løfter om at droppe olie-, gas- og kulinvesteringer, men i en mail bekræfter kommunikationsdirektør Mikkel Friis-Thomsen, at selskabet bevæger sig i den retning.

»Vi tror på, at ansvarlige investeringer vil vinde over tid - og vi ser på den lange bane ikke et modsætningsforhold mellem afkast og ansvarlighed. Vores rolle er at skabe afkast med afsæt i gældende lovgivning - men på en ansvarlig vis,« skriver Mikkel Friis-Thomsen.

Artiklens emner
WWF Verdensnaturfonden
Greenpeace