Konkursramte andelshavere slipper for nyt huslejechok
Huslejenævnet i København lægger op til, at tidligere andelshavere skal betale omkostningsbestemt husleje. Thylander Gruppen har ellers forhøjet huslejen for de tidligere andelshavere i Klostergaarden. Går afgørelsen imod de nye ejere, bliver sagen anket.
De mere end 200 tidligere andelshavere i de konkursramte andelsboligforeninger Klostergaarden og Duegården kan formentlig ånde lettet op. Klostergaardens nye ejer Thylander Gruppen har opkrævet højere husleje fra de tidligere andelshavere end fra de øvrige lejere, fordi der fortsat er gæld i ejendommen, men det ser ud til at være i strid med reglerne.
Det står fast, efter at Huslejenævnet i København har meddelt, at lejen i lejemålene i Klostergaarden vil blive fastsat efter boligreguleringslovens § 5, stk. 1, som handler om omkostningsbestemt husleje.
»Det er nævnets opfattelse, at der ikke er hjemmel til at fravige lovens udgangspunkt,« skriver det københavnske huslejenævn.
»Det har hele tiden været vores forventning, at det måtte gå sådan. Det er ikke en rimelig tanke, at en gruppe lejere skal betale mere pr. m2 og have ringere vilkår end de øvrige lejere,« siger advokat Kasper Westberg, Elmann Advokater, der fører sagen på vegne af andelshaver Lars Erik Sebbelov.
Ejendomsselskabet Thylander Gruppen har købt ejendommen fra Klostergaardens konkursbo og sendte et chok gennem de tidligere andelshavere, da de i december blev præsenteret for en langt højere fremtidig husleje end de øvrige lejere i ejendommen.
Det er ikke en rimelig tanke, at en gruppe lejere skal betale mere pr. m2 og have ringere vilkår end de øvrige lejere.Kaspr Westberg, advokat Elmann Advokater.
Nu lover Huslejenævnet en afgørelse inden for to uger og beder Thylander Gruppen beregne lejen i ejendommen, herunder den omkostningsbestemte leje for sig selv. Thylander Gruppens advokat Allan Thomsen, Nielsen & Thomsen Advokater, afviser dog klart, at Huslejenævnets udmelding siger noget om huslejens størrelse.
»Det er bestemt ikke afgjort endnu, hvor lejen ender. Desuden er det i denne sag klart, at ligegyldigt hvordan den måtte falde ud i Huslejenævnet, så vil den blive anket. Den går formentlig helt til Højesteret,« siger Allan Thomsen.
Thylander Gruppen ønsker, at andelshaverne skal betale en højere pris pr. m2 end de øvrige lejere og desuden skal de selv finansiere den indvendige vedligeholdelse.
For nylig afgjorde Østre Landsret, at andelshavere skal betale deres hidtidige højere boligafgift i perioden mellem en andelsboligforenngs konkurs og kurators endelige salg af ejendommen til en ny køber. Sagen er søgt anket til Højesteret og afventer procesbevillingsnævnets godkendelse.

