Forskere advarer: Aktionærfjendtlige jyske banker og deres magtfulde chefer er en sprængfarlig cocktail
Det er nødvendigt med en uafhængig storaktionær hos en række store jyske banker for at sikre, at magten ikke i for høj grad bliver koncentreret hos den daglige ledelse, lyder det fra flere forskere.
Bankdirektørerne i Jyske Bank, Sydbank og Ringkjøbing Landbobank er så magtfulde, at de risikerer at køre bankerne i sænk.
Det skyldes manglen på en uafhængig storaktionær, som kan være med til at tøjle hhv. Anders Dam, Karen Frøsig og John Fisker, hvis de skulle begynde at træffe beslutninger til skade for forretningen og aktionærerne.
Det er budskabet fra forskerne Johannes Raaballe og Nadja Schwabach i en videnskabelig artikel, som bliver bragt i tidsskriftet Finans/Invest torsdag.
»De tre banker plus en række andre bør ændre deres corporate governance-struktur, så det bliver muligt for andre end bankens ledelse - eksempelvis en storaktionær - at korrigere bankens retning, hvis noget går helt galt. Vores og andres forskning viser, at det kan være farligt ikke at gøre dette,« siger Johannes Raaballe, lektor ved Aarhus Universitet.
Hvad nu, hvis en af bankdirektørerne får den berømte tagsten i hovedet?Johannes Raaballe, lektor ved Aarhus Universitet.
Han roser Anders Dam, Karen Frøsig og John Fisker for at være dygtige bankdirektører, som holder sig på dydens smalle sti, men en ledelse bør ikke være afhængig af, at den daglige leder viser sig at være et fornuftigt menneske.
»Hvad nu, hvis en af bankdirektørerne får den berømte tagsten i hovedet? Hvem sikrer i mangel af muligheden for en stærk aktionær, at afløseren har samme grad af integritet og selvdisciplin? Og hvordan kommer man af med en ny direktør, hvis vedkommende fejler? Det er relevante spørgsmål, når man har en så svag corporate governance-struktur som eksempelvis Jyske Bank, Sydbank og Ringkjøbing Landbobank,« siger Johannes Raaballe.
Historien viser med al tydelighed, at fraværet af uafhængige storaktionærer kan være farligt. Ud af de 21 krakkede, børsnoterede banker under finanskrisen manglede de 18 en storaktionær. Blandt de 16 banker med en storaktionær krakkede blot 3.
Konklusionen bakkes op af en forsker på Copenhagen Business School.
»Der har været masser af eksempler på, at krakkede banker har manglet balance i magtregnskabet, fordi den daglige ledelse får for meget magt. Bankdirektører skal føle, at de står direkte til regnskab over for aktionærerne,« siger Ken L. Bechmann, professor på Copenhagen Business School.
Både Jyske Banks bestyrelsesformand, Sven Buhrkall, og formand for Sydbank Torben H. Nielsen afviser problemet.
»Det er til enhver tid bestyrelsens opgave at sørge for, at bankdirektøren holder sig inden for de rammer, som bestyrelsen udstikker. Det har intet med fraværet af en storaktionær at gøre,« siger Sven Buhrkall.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Ringkjøbing Landbobanks bestyrelsesformand Jens Lykke Kjeldsen.

