Fortsæt til indhold

Tyskland flytter 53.780 guldbarrer tilbage til landet

Deutsche Bundesbank har netop gennemført en historisk stor flytning af Tysklands guldreserver.

Finans

Det har taget fire år, men så er der også blevet flyttet for næsten 197 mia. kr. guldbarre.

Den tyske nationalbank Deutsche Bundesbank har netop udmeldt, at den har gennemført en af verdens største guldtransporter nogensinde, hvor 53.780 guldbarre er blevet fragtet hjem til Tyskland igen efter at have været opmagasineret i Paris og New York.

Guldreserven har en vægt på 743 ton, og transporten er foregået ubemærket igennem en periode på fire år

Oprindeligt var det koldkrigsfrygten, der fik nationalbanken til at sende guldet ud af landet, da man frygtede, at det kunne falde i hænderne på Sovjetunionen ved en mulig invasion.

Det ville dermed være muligt at få guldbeholdningen vekslet til franc eller dollars, hvis der skulle opstå en nødsituation.

Deutsche Bundesbank har udtalt, at den har valgt at bringe guldet tilbage til landet, da det skal styrke tilliden og selvtilliden til Tysklands finansielle system.

I en længere periode er der nemlig blevet sat spørgsmålstegn ved, om nationalbanken overhovedet kunne redegøre for sin fysiske guldbeholdning. Kritikken var så vedvarende, at den tyske domstol tilsidst besluttede i 2012, at guldbeholdningen nøje skulle redegøres for.

Nationalbanken var uforstående overfor domstolens afgørelse, da den mente at have fuld tillid til sine udenlandske vogtere af reserven.

Ikke desto mindre erklærede banken året efter, at den ville påbegynde at bringe en stor del af guldet tilbage til landet.

Tranporten var oprindeligt først sat til at være fuld gennemført i 2020, men endte med at blive færdig i år.

Guldbarrerne er blevet flyttet til sikre omgivelser i Frankfurt under Nationalbanken, hvor nu 50 pct. af Tysklands samlede guldreserve bliver opmagasineret. Den resterende del befinder sig i New York og London.

Artiklens emner
Deutsche Bundesbank