Fem gode råd til en bedre søvn i pollensæsonen
Nysen, løbende øjne, besværet vejrtrækning og almindeligt ubehag kan gøre natten lang for allergikere. Men der er hjælp at hente.
Er du blandt de ca. 1,2 mio. allergikere i Danmark, er glæden ved forår måske til at overse. For når det hele eksploderer i lysegrønt, eksploderer pollentallet også.
Nysen, snøften, røde, rindende øjne og almindeligt ubehag bliver fast følgesvend, men som om det ikke er nok, så lider mange allergikere også af ekstraordinær træthed på grund af dårlig nattesøvn. I en ny, amerikansk undersøgelse, foretaget af sengetøjsproducenten Allerease, svarer en tredjedel af de adspurgte allergikere, at de forstyrres af allergiske symptomer om natten, så det går ud over deres søvn.
Den gode nyhed er, at der er noget, du selv kan gøre for at forebygge de natlige nyseture. Følgende fem gode råd vil med garanti gøre din søvn bedre.
1. Hold vinduerne lukket og luften ren i dit soveværelse.
At holde sig indendøre er en fin måde at undgå pollen på. Hvis luften altså er ren indendøre og ikke fyldt af støvpartikler, hundehår og pollen, som man lukker ind under udluftning. Derfor kan det godt betale sig at investere i en effektiv luftrenser, og huske at skifte filter regelmæssigt. Luftrensende planter som aloe er gode i soveværelset.
2. Hold sengetøjet funklende rent.
Undersøgelser viser, at yngre mennesker mellem 18 og 35 år skifter sengetøj 1-2 gange om måneden. Men det er ikke nok, hvis du er allergiker. Skift mindst én gang om ugen og vask sengetøjet på mindst 60 grader. Overvej allergivenligt sengetøj. Hvis du vasker din dyne og pude jævnligt og mindst fire gange årligt, kan man holde støvmiderne nogenlunde i ave. Men vil man undgå støvmider fra dyne og pude, kan man gå over til allergivenligt sengetøj, som lægger en uigennemtrængelig membran omkring dyne, pude og madras.
3. Tag bad om aftenen i stedet for om morgenen.
Et aftenbad vil vaske al den pollen og støv, der har sat sig i dagens løb, ud af hår og hud. Hvis du samtidig putter lidt eucalyptusolie i badevandet, kan du sikre ekstra luft gennem næsen.
4. Drop godnatdrinken.
Det er efterhånden kendt, at alkohol før sengetid giver en dårligere søvn, men flere undersøgelser, heriblandt en svensk undersøgelse fra 2005, har vist, at folk med høfeber generes meget mere end normalt af alkohol. Snøften og løbende næse forværres, specielt efter indtagelse af hvid- eller rødvin. Og af én eller anden grund er symptomerne værre hos kvinder end mænd.
5. Måske er det tid til en ny madras.
En madras er ikke for livet, ligegyldig for god den er. Med mindre du bruger en allergivenlig madrasbeskyttelse, så kan du regne med, at døde hudceller hobes op i den gamle madras, der kan blive dobbelt så tung på 10 år på grund af ophobede hudceller og støv.


