Fortsæt til indhold

Forsvarskontrakter siver ud af Danmark

Et stigende antal danske militærkontrakter bliver sendt i internationalt udbud. Det kan få konsekvenser for job og national sikkerhed, lyder kritikken.

Tidligere blev danske forsvarskontrakter holdt indenrigs, men nu er kontrakter for millioner af kroner på vej i internationalt udbud. Det sker for, at Danmark kan leve op til EU-udbudsregler på forsvarsområdet.

»Der er et paradigmeskifte. Udviklingen har været undervejs et stykke tid, men rammer nu forsvarsindustrien,« siger Frank Bill, direktør i Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark, FAD.

Senest har Forsvarsministeriet besluttet at sende en syv-årig rammeaftale på vedligehold af danske krigsskibe i EU-udbud. Også ombygning af to inspektionsskibe skal i udbud.

Der er et paradigmeskifte. Udviklingen har været et undervejs et stykke tid, men rammer nu forsvarsindustrien
Frank Bille, direktør, Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark

Ifølge Frank Bill er forsvaret begyndt at samle kontrakter. Eksempelvis til det kommende milliardindkøb af civile og militære lastbiler, hvor kontrakter på vedligehold er oplagte for danske virksomheder.

»Mange af vores medlemsvirksomheder kan mærke, at de ordrer, de var vant til at få gennem forsvaret, begynder at tørre ud,« siger Frank Bill.

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen mener, at forsvaret bliver ramt af samme tendens, som har sendt en driftskontrakt på mobilnetværket til kinesiske Huawei og Dong-aktier i hænderne på den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Staten har fokus på penge, ikke militære hemmeligheder, lyder vurderingen.

»Forsvaret har fået et vink med en vognstang om, at de skal følge EU-lovgivningen, så det gør de,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Han mener, at beslutningen om at sende kontrakterne i udbud i sidste instans er en politisk afgørelse, som er truffet på højeste niveau.

»I gode gamle dage ville man aldrig have accepteret at udlicitere den militære del af staten. På den måde er der sket et paradigmeskifte,« sige Peter Viggo Jakobsen.

I gode gamle dage ville man aldrig have accepteret at udlicitere den militære del af staten
Peter Viggo Jakobsen, lektor, Forsvarsakademiet

Venstre har krævet forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i samråd i sagen om vedligehold af krigsskibene.

»Det er ikke bare tilfældige skibe. Det er vigtigt, at søværnet kan reparere skibene i dansk farvand, hvis der opstår en situation. Det nytter ikke, at de kompetencer flyttes til Polen,« siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nicolai Wammen.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende
få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Frank Bill