Direktørs hustru får en usædvanlig løn
»Ansættelsen er atypisk,« lyder det fra sygehusdirektør.
Tidligere på ugen kunne Jyllands-Posten fortælle, at tidligere regionsrådsformand Carl Holsts (V) højre hånd i Region Syddanmark, sundhedsdirektør Jens Elkjær, i flere år har fået nogle hundrede tusinde kroner mere i løn end den øverste embedsmand – regionsdirektøren.
Men Jens Elkjær er ikke den eneste, som er blevet usædvanligt aflønnet.
Også hans hustru, Susanne Elkjær, har som centerchef på Sygehus Sønderjylland haft en ualmindelig kontrakt.
15 af Regions Syddanmarks 25.000 medarbejdere er ansat på en såkaldt åremålskontrakt, oplyser Region Syddanmark. Fordelen ved at være ansat på en sådan kontrakt er, at lønnen stiger med mellem 15 og 30 pct., og at der ofte udbetales et engangsbeløb, når ansættelsen ophører.
Til gengæld er man ikke sikker på at få forlænget sin kontrakt, når den er ved vejs ende.
Omkring 400 af regionens medarbejdere er ansat på samme ledelsesniveau som Susanne Elkjær. 10 af disse har været på åremål, mens de fem resterende åremålsansatte er i ledelseslagene derover.
Men ganske enestående for Susanne Elkjær er, at hun er den eneste af de 10, som ikke har en lægelig uddannelse. I stedet er hun sygeplejerske.
Finn Jensen er adm. sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland og var med i det ansættelsesudvalg, som ansatte Susanne Elkjær i 2010. Han ønsker ikke at oplyse, hvad Susanne Elkjær har fået i løn, men fortæller dog, at hun – når ansættelsen ophører med udgangen af 2015 og efter eget ønske ikke forlænges – vil få udbetalt et engangsbeløb, som svarer til tre måneders løn plus en måned for hvert af de år, hun har været ansat. Og det beløb summer op i omegnen af 700.000 kr. Det svarer til, hvad andre kilder oplyser til Jyllands-Posten, nemlig at lønnen ligger på omkring 1 mio. kr.
Finn Jensen afviser dog, at der er foregået noget fordækt.
»Du kan godt sige, at ansættelsen er atypisk, hvad angår åremålet, men der er intet mærkeligt i det. Det var det, der kunne lade sig gøre,« siger Finn Jensen og understreger, at Susanne Elkjær de seneste år har givet afdelingen et markant løft.
Med i ansættelsesudvalget i 2010 var også Henrik Villadsen. Om ham er det senere kommet frem, at han i en periode fra 2007 til 2011 udførte klinisk ambulatoriearbejde om aftenen ved siden af sin chefstilling og modtog over 1,5 mio. kr. mere, end han var berettiget til for overarbejdet.
I fortrolige notater fra december 2013 kan man ifølge Fyens Stiftstidende læse, at Jens Elkjær holdt et møde med Villadsen om overbetalingen i 2011, men han undlod at kræve beløbet tilbagebetalt, og han undlod også at orientere regionens øverste ledelse om sagen. For det er han blevet tildelt en ”næse”.
At Henrik Villadsen har været med til at afgøre, at Jens Elkjærs hustru skulle have en usædvanlig høj løn, og at Jens Elkjær derefter har undladt at gøre noget ved Villadsens overbetaling, er et bemærkelsesværdigt sammenfald, mener Poul-Erik Svendsen (S), 1. næstformand i Region Syddanmark.
»Nepotisme er en ganske ubehagelig ting, og det skal vi ikke have i Region Syddanmark. Så vi må have sagen undersøgt nærmere,« siger han.
Også regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF) undrer sig.
»Det ser ikke godt ud. Forretningsudvalget skal have en forklaring, når vi mødes på onsdag. Det undrer mig, at en person med det uddannelsesniveau har en så høj løn,« siger hun.
Det lykkedes fredag aften ikke at få en kommentar fra Susanne Elkjær eller Jens Elkjær.
Til Fyens Stiftstidende skriver han i en e-mail:
»Jeg har hverken direkte eller indirekte haft noget som helst med min hustrus ansættelse at gøre.«

