Nejsiden raser over Tusk-melding
Det vækker irritation hos nejpartierne, at EU-topchef kalder parallelaftale om Europol »måske umulig«.
Formanden for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, har kaldt det »meget, meget svært« for Danmark at få en parallelaftale med EU om at blive i Europol.
Tirsdag gav EU-præsident Donald Tusk en endnu mere dyster prognose til dem, der ønsker en aftale:
»Det bliver ikke nemt. Måske umuligt,« sagde han efter et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen.
De dystre meldinger fra Bruxelles-topfolkene vækker stigende irritation hos de partier, der anbefalede danskerne at stemme nej ved folkeafstemningen i december og argumenterede med, at Danmark bagefter kunne få en parallelaftale.
Efter Tusks udtalelser reagerede Kristian Thulesen Dahl således på Facebook:
»Man fik nærmest fornemmelsen af, at EU-systemet synes, det er helt fint, at det er meget, meget svært. Også hos japartierne her i Danmark har man samme interesse. For så kan man sige, ”hvad sagde vi?”. Og så kan man fortsætte med at proppe mere EU ned i halsen på de ellers stadig mere skeptiske befolkninger,« skrev Kristian Thulesen Dahl.
Han mener, at »EU må holde op med at mene, at hvis ikke et land vil gå i takt – følge EU’s linje – skal det gøre ondt«.
»Spørgsmålet om en parallelaftale omkring Europol er først og fremmest et politisk spørgsmål. Vil man, eller vil man ikke. For hvis man vil, er det ikke juridisk svært,« mener Thulesen Dahl.
Den gode vilje
Lige præcis det spørgsmål ser Donald Tusk stik modsat på.
»Hvad angår den gode vilje, kan I regne med andre ledere i Europa, institutionerne og mig selv. Men sandheden er, at der er nogle juridiske udfordringer. Det eneste jeg kan love er, at vi vil arbejde på det,« sagde Tusk og tilføjede, at »sorry, i dag er jeg ret skeptisk over for, om det lykkes at finde en juridisk løsning«.
Den linje vækker også irritation i nejpartiet Liberal Alliance, der ligesom Dansk Folkeparti og de øvrige japartier mener, at regeringen skal lande en parallelaftale om dansk deltagelse i Europol, den europæiske anklagemyndighed Eurojust og PNR-registeret over flypassagerer.
»Det er i bund og grund en politisk afgørelse, om de ønsker at finde en løsning. Jeg synes, det er meget problematisk, at Tusk taler sig ned i et sort hul og taler om, at EU-Kommissionen også har mange andre udfordringer. I stedet skulle de se at komme op i gear og signalere, at EU rent faktisk er interesseret i at finde løsninger på medlemslandenes problemer. Dette er en ret simpel opgave, som man bare skal tage og få løst,« siger EU-ordfører Christina Egelund (LA).
Løkke: Løsning i efteråret
Allerede under valgkampen op til folkeafstemningen i december blev det fremført, at et nej kan føre til en ny folkeafstemning. Det er et sandsynligt resultat, hvis det ikke lykkes at lande en parallelaftale, idet stort set alle danske partier ønsker, at Danmark skal blive i Europol.
Beslutningen skal i givet fald træffes inden årsskiftet, da Danmark ellers må forlade Europol den 1. maj 2017. Hvis vi vil blive, skal Kommissionen vide det den 1. januar 2017. Derfor skal danskerne i givet fald stemme inden. På pressemødet slog Løkke fast, at »vi er er nødt til at løse det, før vi når det tidspunkt. Så vi taler om dette efterår.«
Udenrigsminister Kristian Jensen sagde i sidste uge, at regeringen ikke har nogen plan B, hvis det ikke lykkes at få en parallelaftale.
»At have en plan B betyder, at man fjerner fokus fra plan A, og vi har kun en plan A, og det er en parallelaftale,« sagde Jensen.


