Nyt samarbejde bringer konkurrenter sammen og skal gøre København til fintech-hub
Et nyt samarbejde skal bringe fintech-iværksættere til hovedstaden og gøre byen til en dominerende spiller inden for den globale fintech-industri. Finansforbundet erkender, at der kan opstå gnidninger mellem de nye spillere og bankerne.
Et nyt samarbejde mellem Finansrådet, Finansforbundet og Københavns Kommune skal sikre København en plads i toppen af den globale fintech-industri. Ambitionen er at brande den danske hovedstad som en af de fremmeste byer inden for finansiel teknologi. Men Copenhagen Fintech, som projektet hedder, betyder også, at konkurrenter kommer til at dele arbejdsplads.


