Parken klar med ny forretning: Vil sende millioner efter professionelle computerspillere i FCK-trøjer
Selskabet bag Danmarks største fodboldklub arbejder på en millioninvestering i tre esportshold, der fremover skal spille i FCK-trøjer. Det bliver den hidtil største investering i dansk esport.
Selv om kerneforretningen utvivlsomt hedder fodbold i Parken Sport & Entertainment A/S, blæser der nye vinde ind over Danmarks største sportsforretning.
Selskabet bag Danmarks mest succesfulde fodboldhold, FC København, er nemlig i færd med en millioninvestering i sportsudøvere, der brillerer med mus og tastatur i stedet for støvler og benskinner.
Parken Sport & Entertaintment vil ifølge Finans’ oplysninger kaste et årligt tocifret millionbeløb efter tre e-sportshold, som på længere sigt skal begå sig i verdenseliten. Holdene skal iført FCK-trøjer dyste i den hastigt voksende e-sport, hvor computerspil er blevet en konkurrencesport, og hvor præmier og sponsorer indbringer de bedste computerspillere millioner af kroner i tegnebogen hvert år.
Selskabet er ifølge Finans’ kilder ved at stable tre hold på benene inden for spillene Fifa, Counter-Strike og Dota 2. Om de nye FCK-hold bliver til via opkøb af eksisterende hold, eller om københavnerklubben køber esportsudøvere og sammensætter sit eget hold, er endnu usikkert.
Adm. direktør i Parken Sport & Entertainment, Anders Hørsholt, vil ikke bekræfte den konkrete investering, men siger til Finans:
»Vi følger selvfølgelig med i udviklingen inden for e-sport, som andre store fodboldklubber gør. Det er et spændende område, som man godt kan forestille sig FCK være en del af i fremtiden. Men om og hvornår det kan blive konkret, må fremtiden vise.«
På samme måde vil Parken Sport & Entertainment heller ikke bekræfte, hvilken størrelse investeringen ender på. Men hvis man ser på lignende projekter rundt omkring i verden, koster det årligt i omegnen af 8-10 mio. kr. at drive ét e-sportshold i verdenseliten.
Parken Sport & Entertainment er derudover i forhandlinger med en forretningspartner om at dele investeringen mellem sig, oplyser Finans’ kilder.
Den kommende investering vil være den hidtil største kapitalindsprøjtning i e-sport i Danmark, som ellers tæller to millioninvesteringer. I januar gik it-millionæren Tommy Ahlers og kapitalfonden Sunstone Capital sammen om en investering i det verdenskendte, danske Counter-Strike hold Astralis. Og i september lagde Saxo Bank-Stifteren, Lars Seier Christensen, et syvcifret beløb i e-sportsklubben Tricked Esport.
Parken bliver dog ikke ”firstmover” på at hyre e-sportsudøvere i Danmark. Tidligere i år ansatte fodboldklubben OB nemlig Lasse Bækkelund som professionel Fifa-spiller.
Og hvis man vender blikket ud mod Europas største fodboldklubber, er e-sporten allerede blevet en del af forretningen i klubber som Valencia C.F. og PSG. De har investeret millioner i industrien, som i år runder en omsætning på tre mia. kr.

