USA's toprådgiver i coronakrisen vil have håndtrykket afskaffet for evigt
Anthony Fauci ser helst, at vi for evigt afskaffer håndtrykket for at mindske smitterisiko. I USA er over 16.500 døde med coronavirus.
En af coronakrisens første mærkbare forandringer var en opfordring til nedbringe smitterisikoen ved at stoppe med at give hånd.
Men når nedlukningen af verdens samfund atter skal slækkes, for at verden kan nærme sig en normal tilstand, bør vi ikke nødvendigvis lade håndtrykket komme med tilbage.
Det mener i hvert fald Anthony Fauci, der på få uger er blevet verdenskendt som toprådgiver for USA's præsident Donald Trump under coronakrisen.
Fauci, der er direktør for det nationale institut for allergi- og infektionssygdomme, har givet sin mening om håndtrykket til kende i en podcast med The Wall Street Journal.
»Når vi langsomt kommer tilbage, hopper du ikke i med begge ben. Man spørger sig selv, hvilke tiltag, man kan indføre, og stadig nærme sig normalen. Et af dem er så absolut hyppig håndvask. En anden er aldrig at give hånd,« siger han i podcasten og fortsætter:
»For at være helt ærlig synes jeg ikke, vi nogensinde burde give hånd igen. Det ville ikke kun være godt til at nedbringe coronavirus, det ville formentlig også nedbringe influenza betragteligt her i landet.«
USA er lige nu et af de lande i verden, der er hårdest ramt af coronavirus. Fra torsdag til fredag er næsten 2.000 mennesker registreret døde med virussen, og det samlede dødstal er nu 16.672.
I en pressebriefing torsdag kom Anthony Fauci dog med en opmistisk udmelding. For i New York - som er den klart hårdest ramte delstat - er man begyndt at se en nedgang i antallet af nyindlæggelser med coronavirus.
Trods de spæde positive tegn, gælder der dog stadig opfordringer om at være restriktive.
»Man kan ikke slappe af. Udfladningen af kurven sker på grund af de ting, vi gjorde i går,« har New Yorks guvernør Andrew Cuomo senest udtalt.

