Global

Talskvinde offentliggjorde Trumps bankoplysninger ved et uheld

For Det Hvide Hus faldt opmærksomheden på de helt forkerte tal, da præsidentens talskvinde stolt fremviste en gavmild check fra præsidenten.

Donald Trump har siden starten af sin periode som præsident doneret sin løn væk en gang hvert kvartal. Denne gang gik pengene til det amerikanske sundhedsagentur, HHS. Foto: Reuters/Leah Millis

Det kan ske for selv den bedste, at man laver en usædvanligt dum fejl på sin arbejdsplads - også selvom denne arbejdsplads er hjemsted for en af verdens mest magtfulde mænd.

Det var lige præcis det, der skete, da Kayleigh McEnany, pressesekretær for USA’s præsident, Donald Trump, mødte på arbejde fredag.

For da hun skulle afsløre, hvilken organisation, der skulle være dette kvartals heldige modtager af præsidentens løn på 100.000 dollars, gik det galt. Checken, som Kayleigh McEnany stolt fremviste til de fremmødte pressefolk, indeholdt nemlig også Donald Trumps private bankoplysninger. Det skriver The New York Times.

Det var navnlig præsidentens kontonummer og det såkaldte routingnummer, der fremgik tydeligt i bunden af checken. Det er informationer, som under normale omstændigheder ville kunne bruges til eksempelvis at hacke den givne konto.

Ifølge Eva Velasquez, der er ekspert i identitetstyveri ved det amerikanske Identity Theft Resource Center, bør Donald Trump dog næppe bekymre sig om at få misbrugt sin konto. Når det er præsidenten, det handler om, er sikkerheden sandsynligvis noget højere, end det havde været for den gennemsnitlige borger.

Alligevel mener hun, at bommerten er et dårligt eksempel at sætte.

»Hvis du ikke har sikkerhedsforanstaltninger på plads, findes der sofistikerede måder, hvorpå nogen kunne få adgang til pengene, da de kender kontonummeret, routingnummeret og personen det tilhører. Det er meget vigtigt, at almindelige mennesker forstår, at det her ikke er den bedste praksis,« siger hun til The New York Times.

Donald Trump har, siden han blev taget i ed, doneret sin præsidentløn væk en gang hvert kvartal. Denne gang gik pengene til det amerikanske sundhedsagentur, HHS, hvor de skal bruges til at bekæmpe coronavirussen.

Derfor skaber det også irritation i Det Hvide Hus, at det er de forkerte tal på checken, som pressen vælger at fokusere på.

»I dag gik hans (præsidentens, red.) løn til at fremme ny behandling mod denne virus. Men alligevel finder medierne en skamfuld årsag til ikke bare at rapportere fakta, men i stedet fokusere på, om checken er ægte eller ej,« siger Det Hvide Hus’ vicepressesekretær, Judd Deere.

BRANCHENYT
Læs også