Serier

Trumps toprådgiver: Smittetal kan komme ud af kontrol under genåbning

Antallet af indlagte viser, at det går den forkerte vej, siger Anthony Fauci.

Corona rammer verden
Mens forretningslivet begynder at genåbne i Texas, er antallt af indlagte med covid-19 steget. Foto: Adrees Latif/Reuters

Når man begynder at se flere indlagte, er det et tydeligt tegn på, at det går den forkerte vej.

Således advarer Anthony Fauci, der er leder af USA’s Nationale Institut for Allergi og Smittefarlige Sygdomme, skriver Reuters.

Mens USA også er begyndt at genåbne landet efter coronanedlukningen, er der flere steder i landet, hvor antallet af indlagte med covid-19 stiger.

Og det kan ende med at være ude af kontrol, siger Fauci, der er præsident Donald Trumps øverste rådgiver på området.

Hidtil er ca 119.000 mennesker døde af covid-19 i USA, og i flere stater er antallet af indlagte steget. North Carolina og Texas havde fredag det højeste antal indlagte, siden pandemien begyndte.

Anthony Fauci siger, at stigningen var bekymrende og muligvis et tegn på, at »vi skal sætte tempoet lidt ned«.

North Carolins guvernør, Roy Cooper, var dog ikke enig.

Han sagde fredag, at selvom staten var ramt af flere tilfælde og indlagte, var yderligere genåbninger ikke taget af bordet.

Og samme linje fulgte hans kollega i Texas, Greg Abbott.

Staten ville fortsætte genåbningen for at sætte gang i økonomien, fordi »vi har så mange senge klar på hospitalerne til dem, der bliver syge.«

Han tilføjede, at der ikke er »noget reelt behov for at begrænse åbningen af erhvervslivet i staten.«

I Oregon var holdningen dog en anden. Her sagde guvernør Kate Brown, at hun ville stoppe ansøgninger om mere genåbning efter et rekordhøjt antal sygdomsramte torsdag.

»Det er i princippet et "gult lys" for staten. Det er på tide at holde en uges pause, før vi åbner yderligere,« sagde hun.

BRANCHENYT
Læs også