Vil bygge ny storby i ørkenen - pris: 3.160 mia. kr.
Saudi-Arabiens kronprins står i spidsen for et gigantisk byggeprojekt, som skal skabe en ny international millionby i landet.
Saudi-Arabien er klar til at investere milliarder i at bygge en helt ny by ved det Røde Hav. Det sker som led i plan om at gøre landet mindre afhængig af olieproduktion.
Planen blev tirsdag offentliggjort, at den saudiske kronprins Mohammed bin Salman på en international konference i Riyadh.
Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg skal byprojektet under navnet "Neom" fungere uafhængigt af "eksisterende statslige rammer". Projektet bliver støttet med mere end 500 milliarder dollars – 3.160 mia. kr. - fra den saudiske regering, dens statslige fond samt lokale og internationale investorer.
Saudi-Arabiens kongehus har allerede annonceret en plan om at omdanne hundredvis af kilometer kyststrækning ved Det Røde Hav til et "semi-autonomt turistmål i verdensklasse" og styret af love "på niveau med internationale standarder".
Klaus Kleinfeld, som er tidligere chef for Siemens AG og Alcoa Inc., er udnævnt til at lede udviklingen af byprojektet.
Neom skal ifølge planerne drives på ren energi. SoftBank Group Corp. Vision Fund har netop underskrevet en aftale om at købe en "betydelig" andel i det statsstyrede selskab Saudi Electricity Co., som skal sikre energi til den nye by.
Ifølge professor Steffen Hertog, London School of Economics, tyder det på, at projektet med den nye by skal bygge på en model med en såkaldt frizone, der kendes fra Dubai. Professoren siger til Bloomberg, at i sådanne zoner er der ikke kun fritagelse for afgifter og told - men har også egne regler og love, så der arbejdes separat fra resten af regeringen i landet.
Byprojektet omfatter ifølge Bloomberg bl.a. en kæmpebro over det Røde Hav, der forbinder den nye by til Egypten og resten af Afrika. Det samlede byprojekt er beregnet til at fylde 25.900 kvadratkilometer, og byområdet strækker sig ind i både Jordan og Egypten.



