En aktiedag fra rødt til grønt i USA
De amerikanske aktier indledte fredagens handel med at følge i fodsporet af de europæiske og asiatiske aktier, men hen mod middagstid fandt investorerne lidt af risikoappetitten frem og vendte kursudviklingen fra minus til plus.
Det brede S&P 500-indeks steg med 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset også vandt 0,3 pct., og Nasdaq gik op med 0,1 pct.
Markedet var ellers afventende inden weekendens G7-møde, hvor USA's præsident, Donald Trump, står isoleret blandt samhandelspartnerne, efter at hans administration i sidste uge indførte importtold på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico.
- Vil vil være volatile i en tid. På kort sigt kan overskrifter om handel trække negativt ned, siger Mark Heppenstall, der er investeringschef hos Penn Mutual Asset Management, til The Wall Street Journal.
Han sekunderes af analysechefen hos IG, Chris Beauchamp.
- Investorerne er fortsat i højeste beredskab for ethvert tegn på, at weekendens G7-møde vil udvikle sig til en bitter skældud-kamp. På den anden side er forventningerne så lave, at ethvert tegn på forbedring eller vilje til forhandling kan give risikoappetitten et løft mandag, siger Chris Beauchamp til Financial Times.
Det var dagligvaresektoren, der klarede sig bedst fredag med en stigning på 1,3 pct. i S&P 500-indekset. Den blev fulgt af sundhedssektoren, som med 0,7 pct. fremgang, var nummer to. I bunden af sektorerne fandt man energiaktierne med et minus på 0,2 pct., da olieprisen svingede i minus i USA med 0,5 pct.
På selskabsfronten var den største historie forlydender om, at Apple venter et skuffende salg af sin iPhone i andet halvår og derfor har meldt ud til leverandører, at de skal vente et ordreniveau for komponenter, der ligger 20 pct. under sidste års niveau.
Det var den japanske erhvervsavis Nikkei, som bragte den historie, og det sendte aktien i Apple ned med 0,9 pct. til 191,70 dollar. Ikke noget dramatisk fald, hvilket nok skyldes, at tilsvarende forlydender manglende ordrer til leverandører i Apples andet kvartal blev gjort til skamme, da Apple solgte 52,2 mio. iPhones mod ventede 52,3 mio. iPhones.
Topchef Tim Cook har da også advaret investorerne mod at lade sig styre af nyheder fra enkelte eller få leverandører, da selskabet har flere tusinde underleverandører.
Apple lukkede i øvrigt i rekordniveau onsdag i denne uge i 193,98 dollar.
Det sociale medie Twitter fortsatte fremgangen fredag med et plus på 3,8 pct. Det blev dermed til fire dage med plusser i denne uge, og aktien har vundet mere end 12 pct. siden sidste fredag på nyheden om, at den torsdag blev optaget i S&P 500-indekset i stedet for Monsanto, som tyske Bayer har opkøbt.
Som en del af indekset er Twitter pludselig "et must" for en lang række indeksfonde, som er tvunget til at købe op. Twitter udnyttede samtidig ugens gode stemning til at annoncere salg af konvertible obligationer for 1 mia. dollar.
Twitter-aktien basker virkelig med de små vinger i 2018, og aktien er nu steget mere end 70 pct. siden årsskiftet, og i slutningen af januar var den så langt nede som i 22,16 dollar.


