Aktier

Nasdaq havde værste uge siden marts

Teknologiaktierne stod for skud igen i fredagens handel på det amerikanske aktiemarked, hvor nye rentestigninger på obligationsmarkedet og de fortsatte handelsspændinger mellem USA og Kina på ny var udslagsgivende.

Artiklens øverste billede
Foto: AP/Richard Drew

Det teknologitunge Nasdaq-indeks endte fredagens handel 1,2 pct. lavere og kunne for ugen dermed notere et fald på godt 3 pct., hvilket er den dårligste performance siden ugen, der sluttede 23. marts.

- Det er renterne, der kører op, og støj om teknologiaktierne, som trykker markedet, og så er der nogle efterveer af det, der har været meldt ud de sidste par dage, specielt det med amerikanernes beskyldninger mod Kina for at have placeret spionsoftware i chips hos nogle af de store amerikanske teknologiselskaber.

- Når sådan noget kommer frem, er der ikke noget, der ligner, at der kommer en handelsaftale lige nu, siger seniorstrateg Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank.

De amerikanske teknologiaktier har ellers klaret sig rigtigt godt i år, hvor Nasdaq-indekset da også er skudt i vejret med næsten 13 pct., anført dog af nogle få af de helt store teknologimastodonter.

- De amerikanske aktier har domineret den globale aktieudvikling i år, og det er samtidig meget få aktier i USA, der har drevet udviklingen, herunder nogle af de rigtigt store selskaber som Apple og Amazon, siger Lars Skovgaard Andersen.

Han noterer i forhold til Apple nyheden om, milliardæren David Einhorns firma, Greenlight Capital, angiveligt har solgt alle sine aktier i Apple som følge af frygt for handelskrigen med Kina, hvilket er en melding, der bliver lagt mærke til i markedet.

I fredagens handel faldt Apple-aktien da også 1,6 pct. i Dow Jones-indekset, som endte ugen 0,7 pct. lavere, mens det brede S&P 500-indeks faldt 0,8 pct. Amazon faldt desuden for fjerde dag i træk og kunne fredag notere en tilbagegang på 1,1 pct.

- Det skyldes mere handelsmæssige bekymringer end noget andet, fordi disse selskaber sælger enten meget til Kina eller producerer meget i Kina, aktiestrateg Matt Maley fra Miller Tabak ifølge Bloomberg News, og peger også på hacking-sagen med de kinesiske computerchips og en hændelse i sidste weekend, hvor et amerikansk krigsskib var tæt på et sammenstød med et kinesisk.

Inden børsåbningen blev markedet præsenteret for den månedlige jobrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium. Den viste et fald i arbejdsløsheden til 3,7 pct. i september mod 3,9 pct. måneden før. Det er det laveste niveau siden december 1969 - i 49 år.

Beskæftigelsen uden for landbruget skuffede ellers ved blot at være steget med 134.000, mens der var ventet 185.000. Imidlertid blev de foregående to måneders opgørelser samtidig revideret op med mere end 80.000 arbejdspladser. Beskæftigelsesministeriet fremhæver også, at septembers arbejdsmarkedsrapport er påvirket af orkanen Florence, der ramte South og North Carolina.

Samlet set blev rapporten da også umiddelbart tolket i retning af, at den amerikanske centralbank kan fortsætte med at hæve sin ledende rente, hvilket fredagens rentestigninger på det amerikanske obligationsmarked da også vidner om. Selv om renteudsigterne bygger på positive vurderinger af den amerikanske økonomi, er den stigende rente med til at dæmpe investorernes appetit på aktier.

Selskabsspecifikt var der også fokus på Snap, selskabet bag det sociale medie Snapchat. Aktien startede dagen med at stige, dagen efter en meddelelse fra selskabets topchef om, at det har et mål om at få overskud i 2019. Den positive stemning om aktien forduftede dog siden, og den endte i et fald på 0,4 pct.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.