Europa/lukning: Branchegigants nedjustering spredte ringe i vandet
Flere luftfartsselskaber blev sendt sydover på det europæiske aktiemarked mandag, efter at en af branchens allerstørste havde nedjusteret sine forventninger til i år.
Det var Lufthansa, der nedjusterede forventningerne, så der for 2019 nu ventes en ordinær EBIT-margin på 5,5-6,5 pct. mod en tidligere forventning om en margin på 6,5-8,0 pct. Med den prognose signalerer det tyske selskab nu et driftsresultat på 2-2,4 mia. euro mod tidligere 2,4-3 mia. euro.
Faldende priser på flybilletter primært på hjemmemarkederne Tyskland og Østrig var årsagen til nedjusteringen fra Lufthansa, som samtidig hensætter 340 mio. euro i forbindelse med risiko for en skattebetaling.
Mens Lufthansa-aktien blev sendt ned med 11,6 pct., så faldt branchefæller som Easyjet, Ryanair og Air France mellem 4,3 og 4,6 pct.
- Lufthansas signaler om svage udsigter rammer de store luftfartsselskaber, og det er i særdeleshed et negativt element (på aktiemarkedet i Europa, red.) her til morgen, siger chefmarkedsanalytiker Chris Beauchamp fra IG til Reuters.
Trods faldene til flere af luftfartsselskaberne endte det paneuropæiske Stoxx 600-indeks i et marginalt plus. I London endte FTSE 100-indekset 0,2 pct. højere, samtidig med at CAC 40-indekset i Paris steg 0,4 pct. I Frankfurt faldt DAX-indekset 0,1 pct.
En af de mest stigende aktier i Stoxx 600-indekset var det britiske ejendomsselskab Hammerson, som blandt andet ejer en række shoppingcentre. Hammerson steg med 2,6 pct., efter at analysefirmaet Peel Hunt har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold".
Også Royal Mail havde en fin dag med en kursstigning på 1,6 pct. Den britiske postvirksomhed har fået hævet anbefalingen af sin aktie til "outperform" fra "market perform" af finanshuset Bernstein.



