Europa/middag: Britisk olieselskab til bunds i halvsvagt marked
De europæiske aktiemarkeder hænger mandag lidt i bremsen, idet investorerne holder lidt igen med købsknappen efter fredagens solide stigninger. Mandag styrtdykker det britiske olieselskab Tullow Oil efter en suspendering af udbyttet, chefafgang og en skuffende produktionsprognose.
Det tyske DAX-indeks falder 0,1 pct., og det britiske FTSE-indeks taber 0,2 pct. Det franske CAC-indeks ligger med et fald på 0,3 pct. Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks bliver sendt marginalt lavere med 0,01 pct.
Tullow Oil styrtdykker med 57,6 pct. til 59,90 pence, efter at det britiske olieselskabs koncernchef og udforskningschef er trådt tilbage i kølvandet af en skuffende produktionsopdatering. Koncernchef Paul McDade er trådt tilbage, og det samme er olieudforskningschef Angus McCross. Samtidig har selskabet meddelt, at udbyttet bliver suspenderet. Produktionsprognosen for 2020 skuffer ifølge finanshuset RBC, og finanshuset Morgan Stanley vurderer, at den frie pengestrøm ser ”meget begrænset” ud i forhold til at reducere den betydelige gæld.
Energisektoren ligger generelt svagt efter fald til olieprisen, der sætter sig lidt efter sidste uges fremgang i kølvandet af Opecs øgede produktionsreduktion. Britiske BP taber 1,0 pct. til 468,40 pence, og norske Aker BP ligger med et fald på 1,2 pct. til 256,90 norske kr.
Den østrigske chipproducent AMS har haft succes med at opnå tilstrækkelig opbakning fra aktionærerne i forbindelse med overtagelsen af den tyske lyspæreproducent Osram. Fredag kunne AMS nemlig fortælle, at Osram-aktionærer med en samlet ejerandel på mere end 55 pct. har takket ja til det seneste købstilbud fra det østrigske selskab.
Købstilbuddet lyder 41 euro per Osram-aktie, og i første omgang havde AMS betinget sig accept repræsenterende 62,5 pct. af aktiekapitalen - men så højt nåede den ikke op på i første omgang, hvorefter acceptkravet blev reduceret til 55 pct. AMS-aktien falder 5,0 pct. til 46 euro, mens Osram-aktien med en stigning på 13,9 pct. til 43,85 euro ligger øverst i Stoxx 600-indekset.
Tesco løftes endvidere 4,7 pct. til 243,30 pence. Den britiske supermarkedskæde overvejer at sælge sine aktiviteter i Thailand og Malaysia fra som led i en strategi om at fokusere mere på sine kernemarkeder i Europa. Nyhedsbureauet Dow Jones har tidligere skrevet, at aktiverne i Thailand og Malaysia er vurderet til op til 9 mia. dollar eller 60,6 mia. kroner. Tesco omsatte for 2,6 mia. pund i Asien i de første seks måneder af finansåret 2019/20. Værdien af forretningen er dog øget betydeligt af, at den også består af en lang række ejendomme.
Det franske medicinalselskab Sanofi køber det amerikanske biotekselskab Synthorx, der fokuserer på at forlænge og forbedre livet for patienter med kræft og andre autoimmune sygdomme, i en handel til 2,5 mia. dollar, svarende til knap 17 mia. kr. Det er en præmie på 172 pct. i forhold til fredagens lukkekurs.
Prosus, der investerer i kundeorienterede, internetbaserede selskaber, har øget sit bud på Just Eat betydeligt. Tidligere havde Prosus budt 670 pence per aktie, men det har nu øget buddet til 740 pence. Det svarer til en vurdering af Just Eat på 5,1 mia. pund eller 45 mia. danske kroner. Finanshuset Liberum vurderer, at buddet sandsynligvis vil blive afvist, og andre finanshuse vurderer, at buddet vil presse Takeasway.com til at komme med et modbud. Just Eat løftes 0,5 pct. til 781,20 pence, og Prosus falder 0,2 pct. til 59,97 euro.

