Asien: Overvejende begrænsede kursfald efter olie-skepsis
De asiatiske aktier er overvejende i rødt fredag efter skepsis om præsident Donald Trumps tweet om en olieprisaftale mellem Saudi-Arabien og Rusland, som han torsdag fortalte, at han havde mæglet.
Mange vælger dog at blive på sidelinjen inden fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, mens oliepriserne sideløbende falder tilbage, da Trumps torsdags-tweet synes urealistisk i analytikernes øjne.
- En reduktion på 10-15 mio. tønder per dag vil simpelthen være umulig. Hvordan skulle Riyadh og Moskva kunne blive enige om en så stor nedskæring, blot en måned efter at de opgav at blive enige om en nedskæring på 1,5 mio., lyder det fra chefstrateg Norihiro Fujito fra Mitsubishi UFJ Morgan Stanley Securities i Tokyo ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan viger 0,2 pct.
I Tokyo står investorerne på sidelinjen op til dagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport. Nikkei 225-indekset falder 0,2 pct., mens det bredere Topix-indeks øger 0,1 pct.
De kinesiske aktieinvestorer er også lettere pessimistiske. Shanghai Composite ligger med et minus på 0,3 pct., og også CSI 300-indekset viger 0,3 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks handles samtidig med et fald på 0,6 pct.
De store amerikanske aktieindeksfutures ligger fredag morgen med fald på 0,9-1,1 pct.
/ritzau/FINANS