Europa/middag: Forsikringsselskaber falder mest i rødt marked
Der er røde tal på de store europæiske aktiemarkeder fredag middag, hvor de ledende indeks i Tyskland, Frankrig og England falder 0,2-1,2 pct.
Det fortsætter med at være bekymringer om konsekvenserne af udbruddet coronvirusset, som presser markedet.
- Covid-19-tilfældene har nu ramt en million, og vi har måske kun set begyndelsen af en meget bredere smidtsomhed.
- Den kortsigtede påvirkning af coronavirustragedien er ligetil: En fuldstændig nedlukning af aktiviteter verden over rammer den globale økonomi tungt, siger analytiker Ipek Ozkardeskaya fra Swissquote Bank til AFP.
Det fælleseuropæiske indeks Stoxx 600-indeks falder med 0,7 pct. Sundhedssektoren skiller sig ellers positivt ud og stiger samlet 0,6 pct.
I den sektor topper danske Ambu med en stigning 5,8 pct, og schweiziske Lonza Group og franske Biomerieux stiger henholdsvis 2,8 pct. og 2,4 pct.
Ambu stiger, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder torsdag gav den danske medicovirksomhed grønt lys til at lancere sit engangs-cystoskop på det amerikanske marked.
I den anden ende af Stoxx 600-indekset falder forsikringssektoren markant mest med 4,2 pct. EU's forsikringsregulator har fredag anbefalet forsikringsselskaber at suspendere planer om udlodning af udbytte til selskabernes aktionærer midlertidigt.
Det har fået forsikringsaktierne til at falde i blandt andet Holland, hvor Aegon NV og ASR begge falder med omkring 9 pct.
I sidste uge var Den Europæiske Centralbank ude med et lignende ønske til de europæiske banker.
Ejendomssektoren har også røde tal fredag og falder 1,8 pct.
Olie og gas-sektoren, der torsdag steg markant i kølvandet af en kraftig stigning i oliepriserne, falder fredag endvidere 2 pct.
Torsdag blev sektoren løftet af nyhederne om, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil forsøge at bringe de olieproducerende lande på sporet af en aftale om produktionsnedskæringer. Endvidere var nyheden om, at Kina vil købe olie til landets nødlagre med til at understøtte sektoren.
/ritzau/FINANS