Fortsæt til indhold

Asien: Wall Street-futures viser vejen mod højere niveauer

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktiemarkeder er med på den positive vogn mandag morgen, hvor de amerikanske aktiefutures igen viser vejen, mens investorerne klynger sig til håb om at coronavirus-pandemien er ved at toppe.

I USA udtrykte præsident Donald Trump i weekenden håb om, at USA ser en "udjævning" af coronavirus-krisen.

Samtidig er antallet af patienter i intensivbehandling i Italien faldet for anden dag i træk.

- Jeg kan godt se et par dage med positivt stemning forude, især hvis dødeligheden fortsat falder. Med en meget let global kalender i dag er der nok momentum til at holde aktiestemningen oppe igennem hel handelsdagen og også ind i europæisk tidszone, vurderer markedsanalytiker Jeffrey Halley fra Oanda ifølge Reuters.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan stiger omkring 1,0 pct.

I Tokyo er investorerne blandt de mest begejstrede. Nikkei 225-indekset stiger 2,3 pct., og det bredere Topix-indeks øger 1,7 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er lukket mandag for den årlige Qingming Festival til ære for forfædrene.

Hongkongs Hang Seng-indeks stiger med 1,1 pct.

Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer kort før klokken seks en Wall Street-åbning med kursstigninger på 3,1-3,5 pct.