Aktier

Aktier/middag: Mærsk og FLS brager frem i optimistisk påskeferiemarked

Der er højt humør på de europæiske aktiemarkeder mandag ved middagstid, og ellers hårdt ramte aktier som A.P. Møller-Mærsk, Rockwool, FLSmidth er med til at holde det danske aktiemarked i grønt terræn.

Fremgangen i det danske eliteindeks er dog lidt mere afdæmpet end i resten af Europa, hvor de ledende indeks stiger op mod 3,8 pct. Ved middagstid lyder stigningen i C25-indekset til sammenligning på 0,9 pct. til 1139,02.

- Danmark underperformer kraftigt i dag på grund af vores defensive karakter. Aktierne i Europa kommer stærkt fra start i dag, efter at vi har fået nogle meldinger om coronaudbruddet fra både Italien og også New York, som viser nogle positive tendenser relativt set. Det er udviklingen i coronavirusset, der driver aktierne i øjeblikket, og de nye meldinger giver lidt håb og optimisme, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler hos Sydbank.

Nyhedsbureauet Reuters beskrev også tidligere mandag, at en afmatning i coronadødsfaldene i Italien og Frankrig har løftet håbet om, at man begynder at kunne se en effekt af indførte tiltag.

Samtidig påpeger Christian Thatje, at der er mindre handel i markedet på ugens første handelsdag, som også ligger midt i påskeugen. Ifølge senioraktiehandleren ligger den samlede handelsvolumen mandag omkring 20-30 pct. under de seneste 30 dages gennemsnit.

Særligt god er stemningen omkring A.P. Møller-Mærsk, der ellers har fået klø på aktiemarkedet de seneste uger. Mandag middag stiger transport- og logistikkoncernens B-aktie 7,5 pct. til 6224 kr., men den er fortsat faldet samlet set 35 pct. siden årsskiftet.

- Det er de cykliske aktier, der klarer sig særligt godt i dag, og Mærsk er et klassisk eksempel på en cyklisk aktie, siger Christian Thatje.

Rockwool er også med i toppen af C25-indekset med en stigning på 3,5 pct. til 1234 kr.

Der er mandag ikke store selskabsspecifikke nyheder om selskabet, men topchef Jens Birgersson udtrykker over for Børsen håb for byggebranchen efter coronakrisen, som han ser vende stærkt tilbage.

Cykliske FLSmidth har også en god dag på børsen mandag, hvor aktien stiger 4,3 pct. til 155,50 kr.

I bunden af indekset har en række aktier med en mere defensiv karakter omvendt placeret sig. Det gælder blandt andet Coloplast, Ørsted, Chr. Hansen og Novozymes, der falder mellem 1 pct. og 2 pct.

Lørdag kunne Novo Nordisk fortælle, at EU-Kommissionen har fulgt en anbefaling fra et ekspertpanel og godkendt Rybelsus, der er en oral version af GLP-1-analogen Ozempic, i EU. På grund af den positive anbefaling var det ventet, siger Søren Løntoft Hansen, der er Novo-analytiker hos Sydbank

Novo-aktien ligger 0,2 pct. lavere i 416,50 kr.

Vestas har natten til mandag kunnet fortælle om en japansk ordre på 33 møller med en samlet kapacitet på 139 megawatt (MW).

Derudover har ABG Sundal Collier sænket sit kursmål for aktien til 730 fra 800 kr., mens anbefalingen fortsat er "køb" af aktien, der stiger mandag 0,4 pct. til 577,60 kr.

Både Nordea og Danske Bank har kigget nærmere på GN-aktien, som de begge fortsat anbefaler et "køb" af.

Nordea har løftet sit kursmål for aktien til 366 kr. fra 352 kr., mens Danske Bank omvendt har sænket sit til 350 kr. fra 365 kr. Aktien stiger 2 pct. til 296 kr. efter kort tids handel.

Investorer med hang til SAS kan skæve mod det norske lavprisflyselskab Norwegian, der mandag morgen er kommet med trafiktal for marts, der er hårdt ramt af coronavirusudbruddet.

Udbruddet har lammet luftfartsbranchen over hele verden, og i marts måtte Norwegian se et fald i passagertrafikken på rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 60 pct. SAS kommer med trafiktal tirsdag. Mandag stiger aktien 0,6 pct. til 6,04 kr.

Spar Nord udsteder hybrid kernekapital for 330 mio. kr. med uendelig løbetid og med mulighed for førtidsindfrielse efter fem år. Mandag stiger aktien 6,7 pct. til 42,85 kr.

Bioporto, der sidste uge var i særdeles god form på børsen, hvor aktiens værdi blev tæt på fordoblet, har mandag gennemført sin fortegningsemissionen. Alle 25 mio. aktier er solgt. På børsen stiger Bioporto-aktien 1,6 pct. til 3,1 kr.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.