Aktier i Asien: Kursfald i hele regionen
De asiatiske aktiemarkeder dykker torsdag, hvor påvirkningen fra onsdagens kursfald på Wall Street blander sig med de dystre udsigter for hele verdensdelens økonomi.
Den Internationale Valutafonds dugfriske prognose estimerer, at væksten i Asien i indeværende år aftage til nul for første gang i 60 år, da de mange eksportorienterede lande banket tilbage af faldende efterspørgsel, og antivirus-foranstaltninger tvinger forbrugerne til at blive hjemme og butikkerne til at holde lukket.
- Det er bare en påmindelse om, hvor dyb den økonomiske svækkelse har været. Problemet er, at ingen ved, hvor længe det vil blive ved, siger cheføkonom Paul Chew fra Phillip Securities i Singapore til Reuters.
MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan falder 0,6 pct.
I Tokyo tager investorerne afsæt i amerikanske Bank of Americas og Citigroups sløje regnskaber onsdag. Der smitter af på de Tokyo-noterede banker som Mitsubishi UFJ Financial Group, Sumitomo Mitsui Financial Group og Mizuho Financial Group, der aller taber 2,5-3,5 pct.
Nikkei 225-indekset viger 1,5 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 1,1 pct.
De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet følger med omend i mere begrænset omfang. Shanghai Composite dykker 0,2 pct. og CSI 300 falder 0,4 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et minus på 0,8 pct.
De øvrige fjernøstlige børser er også negative. Børsen i Taipei dykker 0,3 pct. målt på Taiex-indekset, Kospi-indekset i Seoul falder 0,1 pct., mens Singapores Strait Times-indeks handles så godt som uændret.
Australiens ASX-indeks ligger kort før lukketid med et fald på 1,5 pct.
Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer klokken 6.30 en Wall Street-åbning med kursfald på omkring 0,5 pct.
/ritzau/FINANS