Aktier

Aktier/middag: Lille C25-fremgang med mindsket fokus på olienedtur

Det danske aktiemarked har kastet tirsdagens uro af sig og stiger en smule, hvor blandt andet Danske Bank er med til at trække op i eliteindekset efter et bedre end ventet regnskab fra den svenske konkurrent Handelsbanken.

C25-indekset ligger onsdag ved 11.30-tiden 0,2 pct. højere i 1208,49, og det halter dermed lidt efter resten af Europa, hvor det tyske DAX-indeks bliver sendt op med 1,5 pct.

- Der er ikke de store selskabsspecifikke nyheder, men aktierne får et lille comeback efter et par dage med kursfald, som følge af presset på olieprisen. I dag fortsætter olieprisen nedad, men det presser ikke aktierne i dag, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

Nordea løftes med 1,7 pct. til 37,03 kr., og Danske Bank stiger med 1,1 pct. til 71,14 kr., efter at den svenske konkurrent Handelsbanken har leveret et bedre end ventet regnskab, der sender aktien op med 4,5 pct. på børsen i Stockholm.

- Der er kommet et okay regnskab fra Handelsbanken, hvor der er ikke er helt så store hensættelser til corona som ventet. Det kan dog også skyldes, at strategien med hensyn til corona er anderledes i Sverige, og derfor er det mest relevant for Nordea, der har flest aktiviteter på den anden side af Øresund, siger Martin Munk.

Et af de selskaber, der igen er i positivt fokus, er ingredienskoncernen Chr. Hansen.

Selskabet har været en af investorernes faste sikre havne i løbet af coronakrisen - og særligt efter at selskabet med sit regnskab for andet kvartal 2019/20 i sidste uge kunne fastholde sine forventninger og demonstrere stabile takter gennem en uhyre vanskelig periode for mange.

Senest har svenske SEB løftet sit kursmål for Chr. Hansen til 610 kr. fra 540 kr. Anbefalingen er fortsat i neutralt terræn på "hold".

Chr. Hansen-aktien falder med 0,7 pct. til 592,60 kr. efter fire dag i streg med stigninger.

Også forsikringsselskabet Tryg, der tirsdag var aktuel med regnskabstal for første kvartal, som underliggende var pæne, men hvor et enormt tab på investeringer sendte bundlinjen tungt i minus, kan bryste sig af løftede kursmål.

Det er blandt andet norske ABG Sundal Collier, som har løftet til 225 kr. fra 215 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Tryg stiger 0,1 pct. til 186,20 kr. efter et plus på 0,4 pct. oven på tirsdagens regnskab, der trods coronakrisen viste pæn fremgang i præmieindtægterne og det forsikringstekniske resultat.

For smykkeselskabet Pandora er det gået den anden vej, idet canadiske RBC har sænket sit kursmål for aktien til 220 kr. fra 270 kr.

Her er anbefalingen ifølge data fra Bloomberg News fortsat "underperform".

Pandora falder med 2,4 pct. til 223,20 kr. og er helt i bunden af C25.

Ambu-aktien har været godt kørende siden opjusteringen i sidste uge, men onsdag bakker aktien med 2,1 pct. til 233,40 kr.

Torm stiger 9,0 pct. til 61,70 kr., idet tankrederiet er hjulpet af, at verden flyder i olie på grund af den reducerede efterspørgsel i kølvandet af coronaudbruddet.

- Torm nyder godt af den øgede efterspørgsel efter opbevaring af olie, hvor man nu også er begyndt at bruge produkttankere til at opbevare olie. Det har man også kunnet aflæse i stigende rater for clean tankers de seneste dage, siger Martin Munk.

Netcompany har fået sænket sin anbefaling hos både ABG Sundal Collier og SEB. Førstnævnte har sænket til "sælg" fra "hold", mens svenske SEB har skruet ned til "hold" fra "køb".

ABG's kursmål er stadig 251 kr., mens SEB har sænket sit kursmål med en tier til 370 kr.

Netcompany-aktien, der op til onsdag var steget syv handelsdage på stribe, falder med 1,8 pct. til 353,40 kr. fra start.

Sparekassen Sjælland-Fyn har onsdag nedjusteret sine forventninger til resultat før skat i 2020 til 170-210 mio. kr. mod tidligere 230-270 mio. kr.

Det sker på grund af den makroøkonomiske usikkerhed, der er opstået i forbindelse med corona-pandemien, der har medført faldende kurser og udvidelse af kreditspænd på realkreditobligationer samt forventede højere nedskrivninger, oplyser banken.

Sparekassen Sjælland-Fyn-aktien ligger uændret i 77,20 kr.

Coronakrisen har i første kvartal ikke haft væsentlige konsekvenser for Cbrain, der fastholder både vækstplan og forventningerne til 2020. Krisen ser derimod ud til at øge efterspørgslen på digitalisering i den offentlige sektor, som Cbrain leverer ind til.

Cbrain-aktien stiger med 7, pct. til 91,70 kr. efter opdateringen.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.