Europa/middag: Energisektoren trækker op forud for rådsmøde
Små udsving præger de europæiske aktiemarkeder torsdag, hvor investorerne pønser på, hvad eftermiddagens videomøde mellem EU's ledere om fælles stimulitiltag munder ud i.
- Rådsmødet vil blive fulgt tæt for at se, hvor hurtigt EU's ledere vil bevæge sig mod en fælles økonomisk risikodeling, siger George Cole, økonom hos Goldman Sachs, til Reuters.
Han venter dog ikke, at EU-lederne vil forpligte sig fuldt ud i forhold til at dele de økonomiske risici forbundet med virusudbruddet.
Pilen på de europæiske børser peger ved middagstid en smule højere. I Frankfurt og London ligger de toneangivende aktieindeks, DAX og FTSE 100, begge 0,1 pct. højere, og i Paris stiger CAC 40-indekset med 0,6 pct.
Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks ligger med en gevinst på 0,4 pct.
Blandt enkeltaktierne er der større bevægelser.
Fødevaregiganten Unilever, der står bag mærker som Hellmans mayonaise og Ben & Jerrys-is, falder med 1,8 pct. Det sker efter selskabet meddelte, at væksten i det underliggende salg i første kvartal var 0 pct. mod ventet godt 2 pct. blandt analytikere ifølge Bloomberg News.
I Holland er der desuden lidt pres på Just Eat Takeaway.com, der har rejst 700 mio. euro - svarende til godt 4,8 mia. kr. - via et salg af nye aktier og konvertible obligationer.
I alt er der udstedt 4,6 mio. nye aktier, og de er solgt med rabat, hvilket får Just Eat-aktien til at falde en 2 pct. til 88,58 euro i torsdagens handel. Aktierne, der har indbragt over halvdelen af provenuet, er solgt til 87 euro stykket.
I Sverige stiger SKF med 6,8 pct. til 149,55 svenske kr., efter at den svenske kuglelejegigant har leveret en uventet høj driftsindtjening i første kvartal.
Volvo falder derimod 5,6 pct. efter at have advaret om, at ordreindgangen er bremset op.
I energisektoren er stigningerne i overtal torsdag oven på en særdeles hård start på ugen. Olieprisen retter sig igen torsdag, efter markante fald mandag og tirsdag. Shell stiger 2,1 pct., og Repsol ligger 3,7 pct. højere.

