Europa/lukning: Pilen svingede højere under EU-topmøde
Det blev til pæne plusser på de europæiske aktiemarkeder torsdag, hvor EU's ledere tog hul på at drøfte oprettelsen af en fælles hjælpefond, der skal medvirke til at genrejse økonomien efter coronakrisen.
Et beløb på op til 2000 mia. euro blev nævnt ifølge Reuters, som dog også berettede om dyb splittelse om, hvordan pengene skal bruges, og hvordan de skal rejses.
Pilen på de europæiske børser svingede højere ud på eftermiddagen, og det paneuropæiske Stoxx 600-indeks sluttede med en gevinst på 1 pct. anført af energisektoren, der nød godt af, at olieprisen rettede sig.
Blandt enkeltaktierne gjorde blandt andet Unilever, sig bemærket. Fødevaregiganten, der står bag mærker som Hellmans mayonaise og Ben & Jerrys-is, faldt med 1,8 pct., efter at have præsenteret nulvækst i det underliggende salg i første kvartal. Blandt analytikerne var der ventet en fremgang på godt 2 pct. ifølge Bloomberg News.
I Holland var der desuden lidt pres på Just Eat Takeaway.com, der rejste cirka 4,8 mia. kr. via et salg af nye aktier og konvertible obligationer.
Just Eat-aktien lukkede 2,1 pct. lavere i 88,44 euro. Aktierne, der indbragte over halvdelen af provenuet, blev solgt til 87 euro stykket.
I Sverige steg SKF med 7,6 pct., efter at den svenske kuglelejegigant leverede en uventet høj driftsindtjening i første kvartal.
Volvo faldt derimod 5,3 pct. efter at have advaret om, at ordreindgangen er bremset op.
/ritzau/FINANS