Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Signify lyste klarest på rød dag - Lufthansa i modvind

Det hollandske lysselskab Signify steg helt til tops fredag og gik mod den negative strøm på det europæiske aktiemarked.

Aktier
/ritzau/FINANS

Selskabet kom med et regnskab for første kvartal, som var bedre end ventet. Det justerede driftsresultat (EBITA) landede på 112 mio. euro, hvilket var over det ventede 98,5 mio. euro ifølge Bloomberg News. Også driftsmarginen endte højere på 7,9 pct. mod ventede 6,8 pct.

Aktien steg med 14,1 pct. og helt til tops i det brede Stoxx 600-indeks, der faldt med 1,2 pct.

Svenske Dometic Group, der laver klimaanlæg til blandt andet lastbiler, tog godt fra fredag. Regnskabet for de første tre måneder af 2020 ramte godt nok under analytikernes forventninger - men Morgan Stanleys Domestic-analytiker, Lucie Carrier, påpegede, at selskabets ledelse i dag er mere optimistisk omkring fremtiden end for blot et par uger siden, skrev Bloomberg.

Aktien steg med 5,6 pct.

Modsat gik det for Deutsche Lufthansa, der faldt med 8,7 pct., efter at luftfartsselskabet torsdag aften meddelte, at det ikke vil kunne overleve coronakrisen på egen hånd og har indledt forhandlinger med regeringen i Berlin om finansiel støtte.

Ifølge kilder, som Reuters talte med, søger Lufthansa samlet hjælp for 10 mia. euro.

- Meddelelsen tegner et yderst kritisk billede af sundhedstilstanden hos et af de stærkere flyselskaber, der op til krisen har været relativt velkonsolideret, konstaterer analysechef i Sydbank Jacob Pedersen.

Artiklens emner
Stoxx 600