Aktier

Aktier/åbning: Lille C25-fremgang med FLSmidth i front

FLSmidth-aktien har tirsdag fået en god start på dagen efter en bedre end ventet omsætning i første kvartal, mens Ambu-aktien må agere bundprop efter en sænket anbefaling hos Danske Bank.

C25-indekset åbner tirsdag med en lille stigning på 0,2 pct. i 1226,55, og dermed klarer indekset sig en smule bedre end det tyske DAX-indeks, som åbner uændret.

Den forsigtige optimisme er understøttet af øget håb om, at det værste er overstået for verdens økonomi, da flere lande tillader virksomheder at åbne igen.

Cement- og mineudstyrskoncernen FLSmidth har tirsdag morgen leveret et regnskab for første kvartal, hvor omsætningen er bedre end ventet, mens EBITA-indtjeningen halter en smule.

FLSmidths forventninger til 2020 er fortsat suspenderede. Men koncernen venter nu, at årets resultater bliver lavere end oprindeligt ventet.

Omsætningen steg til 4525 mio. kr. fra 4416 mio. kr. i samme kvartal sidste år, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News ventede 4180 mio. kr.

Ordreindtaget blev i kvartalet på 6526 mio. kr. efter en tilgang på 5640 mio. kr. i samme periode af 2019. Driftsindtjeningen (EBITA) faldt til 228 mio. kr. fra 312 mio. kr. i samme kvartal året forinden.

EBITA-marginalen er i kvartalet faldet til 5,0 pct. fra 7,1 pct. i første kvartal 2019.

FLSmidth pointerer, at kundernes tøven med anlægsinvesteringerne er intensiveret. FLSmidth-aktien løftes med 3,3 pct. til 159,10 kr.

Ambu-aktien sænkes til "sælg" fra "køb" af Danske Bank, mens aktien bliver indledt med anbefalingen ”køb” af det tyske finanshus Berenberg, der giver aktierne i den danske medicokoncern et kursmål på 291 kr.

Berenberg fremhæver, at Ambu er det førende selskab inden for det gryende marked for engangsprodukter til endoskopi, hvilket er et af de hurtigst voksende inden for medico.

Investorerne sender Ambu-aktien ned med 1,8 pct. til 228,60 kr., så der er fortsat mere end 26 pct. op til Berenbergs kursmål.

En betydelig reduktion i rejseudgifter med videre efter udbruddet af covid-19 smitter positivt af på omkostningsniveauet hos Chemometec, som af den årsag opjusterer forventningerne til driftsresultatet i det skæve regnskabsår 2019/20.

Selskabet venter nu et driftsresultat (EBITDA) i 2019/20 på 82-90 mio. kr. mod før 77-83 mio. kr., mens forventningerne til omsætningen trods usikkerheden relateret til covid-19 fastholdes. Chemometec-aktien løftes med 4,3 pct. til 338 kr.

A.P. Møller - Mærsk, hvis B-aktie tirsdag løftes med 0,8 pct. til 6452 kr. på børsen i København, er blevet gået efter af Standard & Poor's , som har sat udsigterne for koncernens langsigtede kreditvurdering ned til "negative" fra førhen "stabile".

Selve vurderingen er imidlertid fastholdt på "BBB". En tilsvarende bevægelse gennemførte et andet bureau, Moody's, også i slutningen af marts, da udsigterne ligeledes blev sat ned til "negative", mens vurderingen blev fastholdt på "Baa3" ifølge Bloomberg News.

Coloplasts kursmål er løftet til 982 kr. fra 824 kr. af finanshuset ABG, der har gentaget anbefalingen ”hold”. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Coloplast-aktien åbner med en stigning på 0,7 pct. i 1093 kr.

NKT's kursmål er skåret til 190 kr. fra 200 kr. af Danske Bank, der gentager anbefalingen "køb". NKT-aktien taber 0,5 pct. til 149,20 kr.

Lundbecks kursmål er sænket til 300 kr. fra 330 kr. af finanshuset DNB, der har holdt fast i anbefalingen "køb". Lundbeck-aktien stiger 0,2 pct. til 247,50 kr.

Luftfartsselskabet SAS vil afskedige op mod 5000 medarbejdere i fuldtidsstillinger. Det svarer til lidt under halvdelen af den samlede stab.

Det oplyser SAS i en meddelelse tirsdag.

Ud af de 5000 fuldtidsstillinger ventes cirka 1700 at blive fundet i Danmark. De resterende stillinger bliver fundet i Sverige og Norge.

Nedskæringerne sker som konsekvens af coronakrisen, der har gjort et stort indhug i SAS' økonomi.

SAS-aktien taber tirsdag 4,8 pct. til 5,86 kr. efter mandagens stigning på 4,8 pct.

Harboes Bryggeri nedjusterede mandag efter lukketid forventningerne til 2019/20 og forudser nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 64-68 mio. kr. mod tidligere 70-80 mio. kr.

Nedjusteringen forklares med markedsmæssige udfordringer som følge af coronaudbruddet. Desuden påvirker en række omstruktureringer og strategiske tiltag årets resultat. Harboe-aktien åbner med et fald på 1,9 pct. ti 51,80 kr.

Royal Unibrew er tirsdag klar med sit regnskab for første kvartal, hvor der ventes et markant pres fra nedlukningen af blandt andet Italien og Danmark i marts. Unibrew-aktien åbner med et plus på 0,5 pct. i 492,60 kr.

RTX kom fornuftigt i gang med regnskabsåret 2019/20, hvor første kvartal bød på tocifret vækst på toplinjen og en fordobling af driftsresultatet. Tirsdag skal selskabet vise, at de positive takter er fortsat ind i det forskudte andet kvartal. RTX-aktien åbner uændret i 194 kr.

Columbus IT har aflagt regnskab for første kvartal, hvor omsætningen er steget, mens EBIT-indtjeningen er faldet.

Columbus afholder sig fortsat fra at give forventninger for 2020, da udviklingen er svær at forudsige som følge af usikkerheden i forbindelse med coronaudbruddet. Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal af 2020. Columbus løftes 2,3 pct. til 7,14 kr.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.