Fortsæt til indhold

Europa/middag: Tysk biotek og svensk pengetransport topper på grøn dag

Aktier
/ritzau/FINANS

De europæiske aktier er igen i fremdrift torsdag, hvor fortsat gode nyheder omkring genåbningen af mange økonomier er i højsædet.

Fra Kina har torsdagen budt på en overraskende melding om eksporten, der i april viste en stigning på 3,5 pct.

Det viser, at økonomien igen er på vej op i gear efter tung nedgang oven på nedlukningen som følge af udbruddet af coronavirus.

- Markedsreaktionen er generelt drevet af, at tingene ikke bliver værre. Men der er måske en smule fare i at ekstrapolere en lignende vej til bedring i Europa og andre steder, fordi staten er meget tungt involveret i Kina, siger Will James, der er chef for europæisk aktiehandel hos Aberdeen Standard Investments i London, til Reuters.

Også i Europa er der tegn på bedring, idet flere økonomier i disse dage taler om mere genåbning af økonomien - blandt i den største af slagsen i Europa, den tyske.

Det sender torsdag DAX-indekset i Frankfurt op med 0,9 pct., CAC 40 i Paris stiger 0,8 pct., og det britiske FTSE 100-indeks løftes med 0,7 pct.

Samtidig går det brede paneuropæiske Stoxx 600-indeks op med 0,8 pct.

I Europa er der også fortsat fuld gang i regnskabssæsonen for første kvartal.

Det gælder blandt andet det tyske biotekselskab Morphosys, der brager frem efter opløftende tal.

Indtægterne steg i første kvartal ganske markant til 251,2 mio. dollar fra 13,5 mio. dollar i den tilsvarende periode sidste år.

Det skyldtes blandt andet en stor forskudsbetaling fra samarbejdet med Incyte. Analytikerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet 192,5 mio. dollar i indtægter.

Driftsindtjeningen steg til 213,6 mio. dollar fra et minus på 23,6 mio. dollar i første kvartal sidste år. Her havde analytikerne blot ventet et plus på 140 mio. dollar.

Morphosys-aktien stiger med 11,7 pct. til 114,30 euro og er dermed helt i toppen af Stoxx 600-indekset.

Den svenske værdihåndteringsselskab Loomis hopper desuden med 10,2 pct. til 252,40 svenske kr. på børsen i Stockholm, efter at norske DNB har påpeget, at selskabet har klaret sig bedre gennem coronakrisen end rivalerne.

Det blev understreget med regnskabet for første kvartal onsdag, hvor aktien også steg godt 2,5 pct.

Det tyske e-handelsselskab Zalando er i øvrigt på vej mod rekord med sin stigning på 9,9 pct. til 52,74 euro.

Det sker, efter at selskabet har afsløret, at det venter hurtig tilbagevenden til overskud og stor salgsvækst, efter at coronakrisen i første del af året betød skarp nedgang og underskud.

I bunden af feltet er det britiske tele- og tv-selskab BT Group, der falder med 6,5 pct. til 106,80 pence på børsen i London.

Her har coronavirusudbruddet ødelagt udsigterne til en tilbagevenden til vækst næste år.

Det har fået BT Group til at suspendere udbyttet for 2019-resultaterne, og aktionærerne skal heller ikke regne med udbytte for 2020, oplyser selskabet.