Fortsæt til indhold

USA/åbning: Biotekminiput brager til vejrs i ellers surt marked

Aktier
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktier er igen startet i bakgear torsdag, hvor der dermed følges op på de tunge kursfald, som også prægede Wall Street onsdag.

Fortsat usikkerhed om genåbningen af økonomien i USA, som præsident Donald Trumps regering gerne vil have hurtigt på benene igen for at undgå for stor en nedtur, er med til at skabe negativ stemning, som også har forplantet sig i Europa.

Samtidig har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge nyhedsbureauet Reuters luftet kommentarer om, at verden formentlig aldrig bliver helt fri for coronavirusset, og i Sydkorea og Kina er der også igen begyndt at vise sig stigninger i nye smittetilfælde.

Det er en cocktail, der er tilpas giftig for markederne, og de tre ledende indeks på Wall Street, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, falder fra start torsdag med 1,1-1,6 pct.

- Der var for meget optimisme omkring, hvor hurtigt vi kommer ud af nedlukningerne. Men nu er virkeligheden om, at det bliver en ret gradvis genrejsning, landet, siger Roger Jones, der er chef for aktiehandel hos London & Capital, til nyhedsbureauet Reuters.

INTELSAT BRAGER NED EFTER ANSØGNING OM KONKURSBESKYTTELSE

Blandt enkeltaktierne er der fokus til blandt satellitselskabet Intelsat, som har ansøgt om konkursbeskyttelse under de amerikanske Chapter 11-regler.

Selskabet, der har hovedsæde i Luxembourg, men er noteret på børsen i USA, faldt med godt 35 pct. i torsdagens formarked, men er suspenderet fra reel handel på børsen i New York.

I den modsatte grøft bliver Cisco Systems belønnet for at give en prognose, der ikke er helt så slem som frygtet i markedet.

Det skete i forbindelse med aflæggelsen af selskabets regnskab for tredje kvartal 2019/20 sent onsdag.

I fjerde kvartal, der udløber med udgangen af juli, ventes omsætningen at falde med 8,5-11,5 pct., oplyste Cisco.

Midtpunktet af den prognose er højere end konsensus blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, og samtidig er forventningen om en justeret indtjening per aktie på 0,72-0,74 dollar bedre end umiddelbart ventet i markedet.

Cisco-aktien stiger 4,3 pct. til 43,79 dollar fra start.

BIOTEKSELSKAB BRAGER FREM EFTER NØDGODKENDELSE AF CORONATEST

Helt i himlen er det lille biotekselskab Applied DNA Sciences.

Selskabets aktie stiger med massive 55,5 pct. til 13,87 dollar fra start torsdag, efter at Applied DNA Sciences har opnået en godkendelse af en coronavirustest til nødbrug gennem de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Applied DNA Sciences er i færd med at søge patentbeskyttelse til testen, som dog ikke er formelt godkendt af sundhedsmyndighederne nu.

Produktet har blot opnået tilladelse til brug gennem en såkaldt Emergency Use Authorization.