Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Nilfisk i plus efter regnskab på dag med aktiemedvind

Aktier
/ritzau/FINANS

Nilfisk holder fast i de suspenderede forventninger i fredagens regnskab for første kvartal, der viser en rundbarbering af overskuddet i kvartalet til 1,9 mio. euro efter skat mod 6,2 mio. euro i samme kvartal sidste år.

- Visibiliteten er fortsat lav, og vi er derfor ikke i stand til præcist at vurdere den potentielle negative effekt af Covid-19 udbruddet på vores forretning. De finansielle forventninger til 2020 er derfor fortsat suspenderet, skriver selskabet.

Ser man på eliteindekset C25, så ligger det i de første handler pænt fra land med et plus på 1,1 pct. til 1250,5. For en uge siden gik indekset på forlænget bededagsweekend torsdag i 1230,70.

I toppen ligger Pandora med et plus på 4,1 pct. til 278,50 kr. Smykkeselskabet blev torsdag efter lukketid sænket med 12 pct. til 300 kr. fra førhen 340 kr. af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "equalweight" af analytiker Elena Mariani.

Coloplast og Ørsted går modsat og er de eneste aktier i C25, der falder fra morgenstunden uden selskabsspecifikke nyheder. Begge falder 0,1 pct. til henholdsvis 1059 kr. og 715,20 kr.

Nilfisk planlægger nedlægning af 250 fuldtidsstillinger, efter at udbruddet af coronavirus har haft betydelig negativ indvirkning på efterspørgslen på de fleste af selskabets markeder. Samtidig forbereder Nilfisk en restruktureringsplan, der skal tilpasse og sænke selskabets omkostninger.

- Det indbefatter, at omtrent 250 fuldtidsstillinger på tværs af funktioner og lande påtænkes nedlagt, skriver Nilfisk i sit regnskab.

Nilfisk venter, at de første stillinger nedlægges i andet kvartal. Coronakrisen ramte selskabet hårdt fra midten af marts, og i april rapporteredes et organisk omsætningsfald på mere end 30 pct.

Aktien stiger 0,2 pct. i de første handler fredag morgen til 82,10 kr.

Og det er blandt sidepapirerne, at nyhederne umiddelbart popper op fredag. Også Jyske Sparekasse og H+H er kommet med regnskabet for årets første tre måneder.

Jyske Sparekasse stiger 0,9 pct. til 65,80 kr. efter regnskabet, der viste et højt aktivitetsniveau, men nedskrivninger på udlån og tilgodehavender for 70,9 mio. kr. var dog med til at tynge periodens resultat.

Sparekassen afslører sine forventninger til 2020 og ser nu et resultat før skat i niveauet 10-70 mio. kr. Tidligere havde selskabet suspenderet forventningerne som følge af coronapandemien.

H+H International, der blandt andet producerer porebeton, har mærket pæn efterspørgsel gennem hele første kvartal til trods for coronakrisen. Overskuddet efter skat vokser til 64 mio. kr. mod 39 mio. kr. samme kvartal sidste år., driftsresultatet før særlige poster, EBITDA, lander på 130 mio. kr. i kvartalet mod 97 mio. kr. sidste år., og omsætningen ender samlet på 704 mio. kr. mod 666 mio. kr. - en stigning på 6 pct.

Selskabet har fortsat suspenderet forventningerne til året på grund af coronapandemien.

H+H stiger fredag morgen 6,3 pct. til 89,90 kr.

Novo Nordisk var torsdag blandt få undtagelser til de røde strømninger, der bredte sig over det danske aktiemarked torsdag, efter at stærke data med Semaglutid som vægttabsmiddel trak medicinalselskabet op.

Novo meddelte sent onsdag, at GLP-1-analogen Semaglutid, der er virkemidlet i Ozempic og Rybelsus til behandling af diabetes, er blevet testet i behandlingen af fedme, hvor det i det første fase 3-studie har givet et overlegent vægttab ved en ugentlig dosis på 2,4 milligram.

Samlet oplevede patienterne, der modtog Semaglutid, et gennemsnitligt vægttab på 17,4 pct. Og det lover godt for de efterfølgende studier og en markedsføringsgodkendelse.

Novo stiger 1,6 pct. til 446 kr. efter et plus til kursen på 0,8 pct. torsdag.

Tankrederiet Torm, der kom med regnskab torsdag, har fået skråret hele 12,5 pct. af kursmålet for aktien til 14 dollar fra førhen 16 dollar, hvilket svarer til en sænkning fra knap 109 kr. til knap 97 kr., af det amerikanske finanshus Evercore ISI, fremgår af data fra Bloomberg News.

Det nye kursmål indikerer dog fortsat et markant potentiale på mere end 80 pct. pct. i forhold til lukkekursen torsdag i 7,64 dollar i USA eller 53,90 kr. på børsen i København, hvor Torm faldt med 4,1 pct.

Anbefalingen af aktien fastholdes på "outperform" af analytiker Jonathan B. Chappell.

Også SEB har revurderet Torm efter torsdagens regnskab fra tankrederiet. Det har resulteret i et løft af kursmålet til 90 kr. fra 85 kr., mens købsanbefalingen fastholdes.

Torm indleder fredagens handel med et plus på 1,5 pct. til 54,70 kr.

Kursmålet for aktien i Rockwool er torsdag blevet løftet med 7 pct. til 1520 kr. fra førhen 1420 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier, viser data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien gentages på "hold" af analytiker Laurits Louis Kjærgaard.

Rockwools B-aktie stiger i den indledende handel 3,6 pct. til 1431 kr.

NKT får hævet kursmålet for aktien af Credit Suisse. Finanshuset har nu et kursmål på 126 kr. mod tidligere 117 kr., fremgår det af Reuters.

NKT-aktien øger 2,0 pct. til 126,80 kr.