Fortsæt til indhold

Europa/middag: Kinesisk industriproduktion sender råvareaktier op

Aktier
/ritzau/FINANS

De europæiske aktiemarkeder ligger fredag med pæne stigninger efter den værste uge siden marts, hvor råvareaktierne leder fremgangen efter forbedrede nøgletal fra Kina.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger 0,7 pct. til 329,14. Det er dog fortsat et fald på mere end 3 pct. i løbet af denne uge. Det tyske DAX-indeks bliver løftet med 1,3 pct. til 10.473, og det britiske FTSE-indeks ligger med et plus på 0,7 pct. i 5781.

De globale aktiemarkeder er faldet i denne måned efter et solidt opsving i april på grund af frygt for en mulig genopblusning i antallet af coronavirussmittede, idet flere lande letter på restriktionerne.

- Markedet er placeret midt mellem stimulus og nye tal for infektioner og økonomien. Nøgletallene er dårlige, men stimulussen opvejer dette i øjeblikket. Men jeg kan ikke forestille mig, at det varer ved, siger Keith Temperton fra Tavira Securities til Reuters.

Mineselskaberne er fredag i hopla på børsen i London med stigninger på 5,4 pct. til britiske BHP Group, og et plus på 4,3 pct. til Rio Tinto.

Metals & Mining-sektoren i Stoxx 600-indekset bliver løftet med 4,9 pct. efter positivt makronyt fra Kina, der er verdens største forbruger af råvarer.

Den kinesiske økonomi viser i fredagens opgørelse over industriproduktionen for april en højere end ventet vækst, idet det blev til en vækst på 3,9 pct. mod økonomernes bud på en stigning på 1,5 pct. Det er den første stigning siden virusudbruddet i januar.

Det tyske konglomerat GEA Group, der producerer teknologi til fødevaresektoren, bliver belønnet på børsen i Tyskland fredag, efter at selskabet har fremlagt et regnskab for første kvartal 2020, som i høj grad var upåvirket af coronapandemien.

Ordreindtaget overgik analytikernes forventninger og var særligt drevet af stærkt momentum i divisionerne "Liquid & Power Technologies" og "Refrigeration Technologies".

Aktien stiger fredag formiddag 10,6 pct. på børsen i Frankfurt til 23,60 euro. Det gør aktien til den næstmest stigende i det brede Stoxx 600-indeks fredag.

Det britiske tele- og tv-selskab BT Group løftes med 5,0 pct., efter skriverier om at det er i forhandlinger om salg af en ejerandel i bredbåndsselskabet Openreach.

Historien er bragt til torvs af Financial Times, som fortæller, at potentielle investorer, der inkluderer det australske investeringsfirma Macquarie Group og en statsejet investeringsfond, i det seneste tre uger har haft drøftelser med BT Group om en transaktion.

Ifølge Reuters er en opgradering af det britiske bredbåndsnetværk en central del af strategien hos BT Group, men at udrulning af fibernetværk til 20 mio. husstande frem til midt eller sent i 2020'erne vil koste 12 mia. pund.