Europa/middag: Genåbning sender rejse- og oliebranchen til vejrs
Der hersker optimisme på de europæiske aktiebørser mandag middag, hvor investorerne glæder sig over, at flere økonomier så småt er i færd med at åbne oven på coronanedlukningerne.
Samtidig får rejsebranchen godt nyt, da flere lande, herunder Tyskland, nu arbejder på gradvist at løfte rejserestriktioner.
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, håber ifølge Bloomberg News på, at der i samtaler med EU mandag vil ske fremskridt mod, at der kan rejses i sommerferien.
Rejseaktierne i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger mandag eftermiddag som sektor med 2,9 pct., mens indekset som helhed stiger 2 pct.
Bedst ser det ud for TUI-aktien, der stiger 13,6 pct. til 297 pence, hvilket gør aktien til den mest stigende i indekset.
Ryanair, der mandag er kommet med regnskab, stiger 10 pct. til 9,31 euro, og Easyjet-aktien ligger 6,4 pct. højere i 531,40 pence.
Også energiaktierne rører på sig.
De store olieselskaber som Total, BP og Shell stiger mellem 4,8 og 5,6 pct. efter prisstigninger på olie. Kinas olieforbrug er tilbage på næsten samme niveau som før coronakrisen, oplyser anonyme kilder med insiderviden om landets energiforbrug til Bloomberg News.
Blandt bilproducenterne stiger franske Renault og Peugeot henholdsvis 3,4 og 3 pct., efter at landets finansminister Bruno Le Maire har indikeret, at der er hjælp på vej til landets bilproducenter. Det skriver Reuters.
Også Fiat Chrysler-aktien har fart på og stiger over 4 pct., efter at selskabet har bekræftet, at det drøfter en statsgaranteret lånefacilitet på 6,8 mia. dollar med de italienske myndigheder.

