Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Genåbning sendte rejse- og oliebranchen til vejrs

Der herskede optimisme på de europæiske aktiebørser mandag, hvor investorerne glædede sig over, at flere økonomier så småt er i færd med at åbne oven på corona-nedlukningerne.

Aktier
/ritzau/FINANS

Samtidig fik rejsebranchen godt nyt, da flere lande, herunder Tyskland, nu arbejder på gradvist at løfte rejserestriktioner.

Rejseaktierne i det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks steg mandag som sektor med 6,6 pct., mens indekset som helhed steg 4 pct.

Godt så det blandt andet ud for den britiske TUI-aktie, der steg 13,5 pct. til 296,80 pence.

Ryanair, der mandag er kom med regnskab, steg 15,8 pct. til 9,8 euro - Stoxx 600-indekset tredjehøjeste stigning, mens Easyjet-aktien steg 10,9 pct. til 553,80 pence.

Også energiaktierne rørte på sig.

De store olieselskaber som Total, BP og Shell steg mellem 7,7 og 8,2 pct. efter prisstigninger på råolie.

Kinas olieforbrug er tilbage på næsten samme niveau som før coronakrisen, oplyste anonyme kilder med insiderviden om landets energiforbrug til Bloomberg News.

Blandt bilproducenterne steg franske Renault og Peugeot henholdsvis 6,5 og 6,6 pct., efter at landets finansminister, Bruno Le Maire, indikerede, at der er hjælp under vejs til landets bilproducenter. Det skriver Reuters.

Også Fiat Chrysler-aktien havde fart på og steg over 8,7 pct., efter at selskabet havde bekræftet, at det drøfter en statsgaranteret lånefacilitet på 6,8 mia. dollar med de italienske myndigheder.

Artiklens emner
Stoxx 600