Fortsæt til indhold

Asien: Blandende udsving med kursfald i Tokyo

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktier er igen stærkt blandede torsdag, hvor investorerne tager ringe amerikanske økonomiske data til sig, mens slagsmålet om en ny hjælpepakke fortsætter i Washington.

De store markeder i Japan og Kina trækker fortsat ned, mens den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der offentliggøres fredag, afventes.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 0,3 pct., mens de amerikanske futures peger på små udsving, når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo falder det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,5 pct., og det bredere Topix-indeks viger 0,4 pct.

- Stigninger i de amerikanske aktier er en faktor, men det modarbejdes af en dollarkurs på omkring 105,50 yen, siger chefstrateg Yoshihiro Ito fra Okasan Online Securities i Tokyo ifølge AFP.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er ligeledes negative, idet Shanghai Composite viger 0,4 pct., og CSI 300 dykker 0,9 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et minus på 1,6 pct.

På de øvrige børser følger investorerne en positiv tendens. Kospi-indekset i Seoul og Taiwans Taiex-indeks ligger med plusser på henholdsvis 1,1 pct. og 0,6 pct., og Singapores Strait Times-indeks øger samtidig 0,9 pct.

Australiens ASX-indeks lukker med en gevinst på 0,3 pct.