Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Novo vender rundt efter regnskab i afventende marked

Aktier
/ritzau/FINANS

Regnskabet fra Novo Nordisk er uden sammenligning torsdagens største begivenhed på det danske aktiemarked, der ellers forholder sig afventende, forud for fredagens amerikanske jobrapport.

Danmarks mest værdifulde børsnoterede selskab har fremlagt regnskab for andet kvartal inden børsåbning, og efter et kortvarigt kursplus er aktien nu vendt rundt til et lille fald i den tunge ende af indekset.

C25-indekset ligger ved middagstid torsdag og vipper omkring det runde nul i 1438,10 efter en ellers positiv start på dagen, hvor indekset umiddelbart efter startskuddet steg med 0,3 pct.

- Det er lidt en dans på stedet i dag. Vi ser Asien med lidt negativ start, efter at USA lukkede positivt, og Danmark følger lidt trop. Den afventende stemning skyldes dels regnskaber, men særligt også de amerikanske jobtal der lander i morgen. Så der er en del faktorer, som markedet afventer i kølvandet på en - i bredt perspektiv - ganske fornuftig sommerudvikling på aktiemarkedet, lyder det fra Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.

FULD FOKUS PÅ NOVO NORDISK

Novo Nordisk klarede sig bedre end ventet på driften i andet kvartal, hvor medicinalgiganten omsatte for 30,0 mia. kr. i andet kvartal, der var negativt påvirket af, at færre patienter startede ny behandling. Også lagrene blev nedbragt oven på udbruddet af coronavirus, der i første kvartal medførte stor lageropbygning og trak væksten op.

Novo havde allerede meldt ud, at det venter, at nettoeffekten af covid-19-udbruddet vil være negativ i år, da færre nye patienter kommer i behandling, og derved begrænser den vækst, der ellers havde været mulig.

Novo Nordisk hæver den nedre del af forventningerne til væksten i driftsresultatet i 2020 målt i lokal valuta, mens prognosen i danske kroner nedjusteres på grund af valutamodvind og ikke mindst en svækkelse af dollar. En vækst i omsætningen på 3-6 pct. i lokal valuta skulle resultere i en stigning i driftsresultatet på 2-5 pct. mod tidligere 1-5 pct.

Kort efter markedets åbning blev Novo-aktien sendt pænt op med 1,4 pct., men det er op ad formiddagen vendt rundt.

Nu ligger Novo Nordisk med et lille fald på 0,3 pct. til 406,80 kr.

- Et af de punkter, der givetvis er et vigtigt punkt for Novo - ikke blot nu, men også fremadrettet - er, dollarkursudviklingen. Der har været et kraftigt fald i dollarkursen i hele juli måned, og da meget af Novos omsætning ligger i USA, så har du altså en stærk valutarisk modvind, vurderer Otto Friedrichsen.

FLS TIL TOPS ENDNU EN GANG

Ingeniørkoncernen FLSmidth topper for anden dag i streg det danske eliteindeks, hvor aktien torsdag ved middagstid stiger 4,4 pct. til 194,95.

Efter selskabet tirsdag aflagde regnskab, dykkede aktien samme dag over 3 pct. for så at tage det tabte tilbage onsdag. Nu fortsætter aktien altså op endnu en dag.

- Jeg har ikke set nogle nyheder på FLS, men det, vi kan se fra starten af juli og frem til i dag, er, at der er stærk momentum på de cykliske aktier, og FLS er jo noget af det mest cykliske, vi har herhjemme. Så dels at du stadig har et væsentligt kursfald i forhold til mange af de defensive selskaber, sammen med at du har prioritering af cyklisk over defensiv og vækst over value, så er det med til at sætte dagsordenen for FLSmidth, lyder det fra Otto Friedrichsen.

GENMAB STIGER PÅ OFATUMUMAB-NYT

Biotekselskabet Genmab har via den schweiziske partner Novartis offentliggjort to fase 3-studier med Ofatumumab til behandling af patienter med attakvis multipel sklerose i det anerkendte medicinske tidsskrift The New England Journal of Medicine.

Det er med til at sende aktien op med 0,8 pct. til 2278 kr.

Dertil har formiddagen også budt på et hav af kursmålsændringer til danske selskaber.

Ørsted har fået løftet sit kursmål af Commerzbank til 880 kr. fra 770 kr. Samtidig bliver den neutrale anbefaling "hold" gentaget.

Aktien falder 1,1 pct. til 884,20 kr.

Vindmøllegiganten Vestas er ikke længere med på indkøbssedlen hos SEB, der har sænket anbefalingen til "hold" fra "køb". Kursmålet løftes dog i samme moment til 870 kr. fra 700 kr.

Vestas falder med 0,5 pct. til 838 kr.

Danske Bank har været til eftersyn hos Berenberg, der løfter kursmål til 105 kr. fra 88 kr. Den tyske investeringsbank fastholder i samme omgang anbefalingen "hold".

Torsdag stiger Danske Bank 0,2 pct. til 102,80 kr.

Høreapparatkoncernen Demant har fået løftet kursmålet af analytikerne hos SEB til 190 kr. fra 180 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "hold".

Demant stiger 1,5 pct. til 194,50 kr.

Nordea har fået løftet kursmålet 9 pct. til 55 kr. fra knap 50,50 kr. af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley. Anbefalingen af aktien fastholdes på "ligevægt".

Nordea stiger 0,5 pct. onsdag til 49,96 kr.

FLÜGGER OPJUSTERER EFTER CORONA

Ser man på sidepapirerne, er det torsdag regnskabsnyt, der præger handlen.

Malervarekoncernen Flügger opjusterer forventningerne til regnskabsåret 2020/21, efter at covid-19-pandemien har fået sat ekstra skub i gør-det-selv-arbejdet hos mange.

Flügger venter nu en omsætning i 2020/21 på "mere end" 2 mia. kr. mod tidligere "i niveauet" 2 mia. kr., og driftsresultatet før renter og skat (EBIT) ventes nu på 130-150 mio. kr. mod tidligere cirka 120 mio. kr.

Aktien stiger 1,7 pct. til 362 kr.

Transportkoncernen NTG løftede onsdag efter børstid sløret for et par foreløbige regnskabstal for første halvår og opjusterede i samme omgang forventningerne til hele 2020.

NTG venter en omsætning i første halvår på "over" 2,5 mia. kr., mens det justerede driftsresultat ventes at have været omkring 100 mio. kr. efter bedre end ventet præstationer fra Road-divisionen, mens Air & Sea-divisionens resultat går i nul, hvor der hidtil var ventet et underskud.

NTG stiger torsdag 13,22 pct. til 110,50 kr.

Også så har Danske Bank sænket sin anbefaling for Ringkjøbing Landbobank til "hold" fra "sælg", efter at banken onsdag kom med regnskab.

Kursmålet løftes i samme ombæring til 510 kr. fra 490 kr.

Aktien falder 0,4 pct. til 475,5 kr.