Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Aktier og renter faldt med fokus på Novo

Ingeniørkoncernen FLSmidth endte sammen med Rockwool i spidsen for C25-indekset torsdag, hvor selskaberne lukrerede på investorernes appetit på cykliske aktier i et ellers rødt C25.

Aktier
/ritzau/FINANS

Det så ellers i torsdagens indledende handel ganske fornuftigt ud for det danske eliteindeks, der startede dagen ud med et pænt plus. Også Novo Nordisk, der aflagde regnskab før børsåbningen, lagde pænt fra land.

Men sådan skulle det ikke gå. I løbet af formiddagen vendte stemningen, og grønt blev til rødt for både Novo-aktien og indekset som helhed, der lukkede med et fald på 0,4 pct. i indeks 1432,21.

Novo Nordisk klarede sig bedre end ventet på driften i andet kvartal, hvor medicinalgiganten omsatte for 30,0 mia. kr. Selskabet var i kvartalet negativt påvirket af, at færre patienter startede ny behandling.

Også lagrene blev nedbragt oven på udbruddet af coronavirus, der i første kvartal medførte stor lageropbygning og trak væksten op.

Novo havde allerede meldt ud, at det venter, at nettoeffekten af covid-19-udbruddet vil være negativ i år, da færre nye patienter kommer i behandling, og derved begrænser den vækst, der ellers havde været mulig.

Novo-aktien startede i plus, men vendte rundt og sluttede i bunden i C25 med et fald på 1,8 pct. i 400,40 kr.

FLSmidth endte sammen med Rockwool i toppen af C25.

Efter selskabet tirsdag aflagde regnskab, dykkede aktien samme dag over 3 pct. for så at tage det tabte tilbage onsdag. Det kursridt fortsatte torsdag, hvor aktien lukkede i 192,50 kr. - en stigning på 3,1 pct.

Lige over endte Rockwool, der steg 3,7 pct. til 2224 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

På obligationsmarkedet fortsatte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sit fald torsdagen igennem, efter at den dykkede med 3 basispoint ved middagstid. Det fortsatte eftermiddagen ud, hvor den dykkede yderligere 1 basispoint til minus 0,40 pct.

Dagens fald kom på en relativt nøgletalsfattig torsdag, der dog bød på bedre end ventede jobtal fra USA. Her meldte 1.186.000 amerikanere sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var dermed færre nytilmeldte ledige end ventet.

Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet 1.400.000 nye ledige.

Ugen før meldte 1.435.000 sig ledige for første gang. Antallet af fortsatte ledige faldt til 1,61 mio. mod estimeret 1,69 mio. ifølge Bloomberg og 1,69 mio. ugen tidligere.

Det sure vejede dog tungere end det søde, og med til at ødelægge stemningen på de finansielle markeder var, at den britiske centralbank, Bank of England, meldte ud på dagens rentemøde, at de nu ser en mere længerevarende økonomisk genopretning i Storbritannien end tidligere.

De venter nu, at den britisk økonomi først er tilbage på sporet i slutningen af 2021. Tidligere lød prognosen på midten af næste år.