Europa/lukning: Britisk betting i top på feststemte børser
De europæiske aktier var i topform tirsdag. Forventningerne om at der opnås enighed om en hjælpepakke i USA, var med til at skabe den gode stemning.
Det brede europæiske aktieindeks, Stoxx 600, endte i plus med 1,6 pct. FTSE 100-indekset i London steg med 1,7 pct., mens de franske aktier steg 2,4 pct., og DAX-indekset i Frankfurt steg 2 pct.
Tæt på toppen i Stoxx 600 endte bettingselskabet GVC Holding, der blandt andet ejer bookmakeren Ladbrokes.
Aktierne i GVC Holding steg 9,6 pct. til 785 pence, efter at selskabet købte aktier for 1 mia. dollar i selskabets joint venture-partner, MGM. GVC Holdings og MGM har et joint venture, som tilbyder sports- og onlinevæddemål i USA.
Med i toppen i det brede indeks var også danske Vestas, der efter regnskabet tirsdag morgen endte med en stigning på ligeledes 9,5 pct. til rekordkursen 927 kr.
Den tyske e-handelsplatform Zalando, der sælger tøj, sko, modetilbehør og skønhedsprodukter online, fastholdt forventningerne i det endelige regnskab for andet kvartal, hvor salg og driftsindtjening også ramte inden for den senest udmeldte prognose.
Det fremgik af regnskabet fra det tyske selskab, der kom med foreløbige regnskabstal og opjusterede forventningerne i midten af juli.
Salget steg i andet kvartal med 27 pct. til 2,03 mia. euro, hvor prognosen fra midten af juli lød på 2,01-2,05 mia. euro.
Den justerede driftsindtjening blev i kvartalet mere end fordoblet til 211,9 mio. euro fra 101,7 mio. euro. Her lød den seneste prognose på 200-220 mio. euro.
Zalando fastholder forventningerne om at levere en omsætningsvækst på mellem 15 og 20 pct. i 2020, og det justerede driftsresultat før renter og skat (EBIT) ventes også fortsat at lande i intervallet 250 til 300 mio. euro
Aktien i Zalando steg 2 pct. til 66,98 euro.


