Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Demant tager kurshop efter bedre regnskab end frygtet

Aktier
/ritzau/FINANS

Demant indtager topplaceringen i det danske eliteindeks mandag morgen, efter selskabet har leveret et regnskab for andet kvartal, som på trods af tilbagegang er bedre end analytikerne havde frygtet.

Der er også fremgang i C25-indekset kort efter handelsstart på ugens første dag, hvor indekset stiger 0,1 pct. til 1461,87.

Demant tager et hop på 4,1 pct. til 210,10 kr., efter at selskabet har aflagt regnskab for første halvår.

Selskabet var hårdt ramt af coronakrisen i perioden, hvor resultaterne tog et stort dyk. Samlet set leverede selskabet dog bedre end frygtet blandt analytikerne.

Demant omsatte for 6078 mio. kr. i de første seks måneder af året, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv sigtede efter et salg på 5723 mio. kr. I første halvår 2019 blev omsætningen 7350 mio. kr.

Driftsresultatet (EBIT) - før særlige poster fra konsolideringen af headsetforretningen Epos, som i år er blevet en del af Demant efter opløsningen af joint venture-selskabet Sennheiser Communications - landede i første halvår på minus 193 mio. kr. mod ventet minus 200 mio. kr. blandt analytikerne.

I andet halvår sammenlignet med samme periode sidste år venter Demant nu en omsætningsvækst på 5-15 pct. i lokale valutaer.

Selskabet gør opmærksom på, at sammenligningsgrundlaget er lavt, fordi Demant i september sidste år var ramt af et hackerangreb, der kostede et stort trecifret millionbeløb på driften.

Mærsk får også del i opmærksomheden, efter at storbanken HSBC har løftet kursmålet for aktien med 12 pct. til 10.750 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.

Mærsks B-aktie stiger med 2,5 pct. til 9214 kr.

Carlsberg har omvendt fået skåret sit kursmål hos Handelsbanken til 900 kr. fra 950 kr. Anbefalingen er stadig "hold", viser data fra Bloomberg News.

Aktien i Carlsberg falder med 0,1 pct. til 880,40 kr.

Mandag morgen har rederiet Torm offentliggjort et regnskab for andet kvartal, der bød på stor fremgang på både top- og bundlinje. I andet kvartal steg overskuddet efter skat til 71,1 mio. dollar fra 5,2 mio. dollar i samme periode sidste år.

- Det stærke marked gennem første kvartal fortsatte ind i andet kvartal 2020, hvilket har resulteret i det bedste halvårsresultat siden 2008, siger Jacob Meldgaard, administrerende direktør i Torm, i regnskabet.

Selskabet har ikke delt forventningerne for 2020, men resultatet for tredje kvartal tyder på at blive positivt.

- Jeg er ligeledes tilfreds med, at Torms solide operationelle platform også i tredje kvartal til dato har sikret en stærk indtjening, hvilket indikerer en positiv bundlinje for hele kvartalet, siger Jacob Meldgaard.

Torm har planer om at udlodde ordinært udbytte på i alt 63,2 mio. dollar, fremgår det af regnskabet.

Selskabets aktie stiger med 3 pct. til 51,30 kr.

Dagen byder også på regnskaber fra Kreditbanken og Jutlander Bank.

NNIT kan mandag komme under teknisk pres, da der fragår et udbytte på 2 kr. pr. aktie. Aktien falder med 0,2 pct. til 132,60 kr.

Matas har fået løftet sit kursmål til 68 kr. fra 64 kr. af Nordea, der fastholder anbefalingen "køb". Aktien stiger med 1,8 pct. til 69,20 kr.

Schouw har fået sænket anbefalingen hos SEB til "hold" fra "køb". På samme tid får kursmålet et lille løft til 600 kr. fra 590 kr.

Nordea har også løftet kursmålet for aktien til 665 kr. fra 605 kr. Her er anbefalingen fortsat "køb", skriver Bloomberg News.

Aktien i Schouw stiger mandag 2 pct. til 601 kr.